Leder: Bomber kan godt springe ganske ud af det blå

Leder: Bomber kan godt springe ganske ud af det blå
Rønne Bibliotek. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 22. APR 2021 • 07:46
Jakob Marschner
Journalist
| ABONNENT
22. APR 2021 • 07:46

LEDER

Weekenden bragte et bevis for, at bomber godt kan springe ganske ud af det blå. På et helt stilfærdigt online-borgermøde, hvor omkring 40 deltog, kunne borgmester Thomas Thors fortælle, at han og med ham vel sagtens Socialdemokratiet nu går ind for at flytte Rønne Bibliotek ind i Dams Gård.

Det virker underligt af flere grunde, og særligt må man studse over Thomas Thors' præcise argumenter. Som vi kunne fortælle i mandagsavisen, fortalte Thors først, at han selv havde været skeptisk over for at flytte biblioteket til Dams Gård, men at han nu kunne "se, at der kan komme mange gode ting ud af det".

– Vi kan få mere liv i bymidten, og vi kan få et veldrevet kulturhus ved, at man slår driftspengene sammen fra flere institutioner. Og når vi får samlet nogle kulturinstitutioner, kan vi etablere en fælles ledelse, sagde Thomas Thors.

Vagt i gevær! Hvis det bedste argument for at flytte Rønne Bibliotek til Dams Gård går ud på, at man kan spare et par driftsmillioner, må der bedre argumenter på bordet, før det her bliver en god idé. Kun alt for mange skoler, daginstitutioner, ja offentlige institutioner i det hele taget, er ikke mindst i de seneste årtier blevet "effektiviseret" halvt til døde eller helt med lige præcis det her argument.

Mærkeligt virker det også, at det mest åbenlyse praktiske problem ved at flytte biblioteket til Dams Gård nu lige pludselig ikke findes mere. Som en af kommunens rådgivere i sagen har virksomheden Urland fundet frem til, at der alligevel (stik mod alt hvad de fleste rønneboer hidtil har lagt til grund som givet) vil være parkeringspladser nok i det centrale Rønne, også efter at biblioteket måtte være flyttet til Dams Gård.

Det kan godt være rigtigt. Men når kommunen og dens rådgiver går ud med et budskab, der vender alting på hovedet omkring den indtil nu helt store forhindring for at flytte biblioteket, så tilkommer det også kommunen og rådgiveren at løfte bevisbyrden herfor, og det gjorde man ikke i lørdags. At det centrale Rønne godt kan samle de mange ekstra biler op, som et bibliotek i Dams Gård vil føre med sig, står endnu hen som en påstand, uden at det er blevet klart forklaret, hvordan man kan nå frem til den konklusion. At flere biler i det centrale Rønne vil være i modstrid med de hidtidige tanker i helhedsplanen for byen, er der derimod ikke så megen tvivl om.

Interessant er det endelig, at rådgivningsfirmaet Urland er det samme, der også rådgiver kommunen om det kommende storrådhus i Knudsker. Det giver én den tanke, at Socialdemokratiets kovending om biblioteket og Dams Gård også kunne være afledt af noget andet og større, der ikke har noget at gøre med hverken biblioteket eller Dams Gård. Forholder det sig sådan, så sig det. Gør det ikke, så sig også det.

De dele af kommunalbestyrelsen, der ikke har medlemskort til Socialdemokratiet, har en kæmpe opgave foran sig her. Hvad der sker i denne sag er vigtigt og vil trække spor i mange år frem. Derfor er det helt afgørende, at sagen her bliver afgjort på et fuldt oplyst grundlag. Det grundlag findes ikke nu.