Lær visdom af livets optrin

Lige nu ved jeg ikke, om jeg skal græde eller le, men som den ”fjollede amatør”, jeg er, vælger jeg det sidste.

Som forlængst afgået bestyrelsesformand for Rønne Theater og senere også egnsteatret, Bornholms Teater, tillader jeg mig at kommentere den voldsomme besparelse, kommunalbestyrelsen pålagde Bornholms Teater ved sidste uges budgetforhandlinger, en besparelse, der af gode grunde ikke kan effektueres, men naturligt nok har skabt stor vrede og frustrationer langt ud over Rønne Theaters inderkreds.

Jeg genkalder mig tiden tilbage i 90'erne, hvor jeg som bestyrelsesformand sammen med bestyrelsen for Rønne Theater kunne se, at det gamle, fredede teater i bogstaveligste forstand var ved at falde sammen om ørerne på os på grund af manglende vedligeholdelse af bygningerne og et svækket indkomstgrundlag i udlejningsvirksomheden Rønne Theater.

Det offentlige tilskud fra amt og kommune var sparsomt. Ved henvendelser til myndighederne blev bestyrelsen mødt med overbærenhed, for vi var jo bare en flok ”fjollede amatører”, der havde brug for en legeplads.

Heldigvis var det ikke alle, der tænkte sådan, og det lykkedes med amtskommunalt løft at få udarbejdet et skitseprojekt, der kunne kortlægge en gennemgribende restaurering af Rønne Theater. Hermed var grundlaget skabt for en finansiering. Amt og kommune var ikke interesseret i nogen form for medfinansiering, så vi ”fjollede amatører” måtte agere fundraisere og senere bygherrer i storstilede restaureringsprojekter, der som bekendt strakte sig over et par årtier, og som stadig pågår. Der blev skaffet mange millioner fra en række store nationale fonde, stærkt bakket op af Sparekassen Bornholms Fond og Brødrene Larsens Fond. De landsdækkende fonde efterspurgte ofte den medfinansiering, amt og kommune bidrog med. Vi måtte svare: ingen. Det gav vores arbejde en del vanskeligheder, men en nystiftet støtteforening, Rønne Theaters Venneforening blev dannet. Foreningen har gennem årene bidraget væsentligt i restaureringen af teatret.

Mens byggerierne gik i gang, stod det mere klart, at teatrets indkomstgrundlag smuldrede, fordi udlejningen til amatørteater og turnerende professionelt teater ændrede sig. Der blev fra myndigheder og lejere stillet større og større krav til produktionsudstyr og sikkerhed for optrædende og publikum.

Alt i alt voldsomme investeringer, som Rønne Theaters budget ikke kunne klare alene.

Der var brug for en stabil, offentligt støttet lejer, gerne med statslig medfinansiering. En sådan lejer fik vi skabt gennem en egnsteateraftale mellem Bornholms Regionskommune og Kulturministeriet, en aftale, der binder parterne i fireårige aftaler. Den aftale har givet mere teater til Bornholm, og Rønne Theater har sikret sig en stabil, fast lejeindtægt. Hermed er staten i princippet med til at medfinansiere Rønne Theater.

Min påstand vil være, at hvis egnsteatret Bornholms Teaters lejebidrag bliver reduceret væsentligt eller bortfalder helt, vil Rønne Theater få store driftsmæssige problemer. Derfor er de besparelser, kommunalbestyrelsen varslede i sidste uge så lammende og chokerende for alle, der i årtier har arbejdet for Rønne Theater og teaterlivet på Bornholm. At man har truffet en beslutning uden omtanke og tilstrækkelig viden er er en hån mod de dybt professionelle folk, der driver Bornholms Teater og en kæmpe begmand til den store gruppe ”fjollede amatører”, der i forskellige bestyrelser er med til at holde Rønne Theater levende.

Som de fleste ved, kan Rønne Theater netop i år fejre 200 års fødselsdag, en teaterhistorisk begivenhed, der bl.a markeres med en nyfortolkning af Ludwig Holbergs komedie Jean de France, en forrygende forestilling skabt til ære for det gamle teater af Bornholms Teater. At dette sker netop samtidig med, at kommunalbestyrelsen borer sparekniven dybt ind i teatrets eksistens, er både skræmmende og et levende billede på Holbergs Den Politiske Kandestøber, denne gang opført i kommunalbestyrelsens forhandlingslokaler.

Lige nu ved jeg ikke, om jeg skal græde eller le, men som den ”fjollede amatør”, jeg er, vælger jeg det sidste, og håber, der kan genskabes et tillidsforhold mellem det politiske Bornholm og de mange dygtige folk, der holder liv i det gamle Teater.

Jeg vil hermed foreslå, at alle kommunalbestyrelsens medlemmer kommer ind på teatret, sætter sig og nærlæser, hvad der står skrevet over scenen: Lær visdom af livets optrin. Det er netop, hvad godt teater kan tilbyde, og det er, hvad Bornholms Teater præsterer på scenen lige nu.

Dette indlæg er et udtryk for mine personlige erfaringer og holdninger.