Det jeg tænker, er, at hele vores erhvervssektor, som meget ofte handler med de største samarbejdespartnere vi har, og hvor langt størstedelen har euro som valuta, skal kunne se en tilstrækkeligt stor fordel ved det. Og så gjorde det heller ikke noget, at det blev lidt lettere at have den rette valuta med når vi rejste rundt i de andre EU-lande, som bruger euro, det er trods alt 20 lande ud af de 27 lande, som er med i EU. Det ville være med til at gøre det lettere at være dansker i Europa.
Jeg synes, at bankerne tager sig godt betalt, hver gang vi skal hæve penge i en automat i et land, som har euro som deres valuta, ikke mindst når jeg ser deres vekslekurs (forleden måtte jeg betale 8,49 kr. for en 1 euro plus at banken har taget et vekslegebyr på 6,40 kroner, fordi jeg bruger en hæveautomat i udlandet).
Dem som ønsker at fastholde kontanter (sedler og mønter) som betaling, vil få deres ønske opfyldt, da jeg ikke tror på, at euroen som mønt og sedler nogensinde vil blive afskaffet, så bankerne vil igen være tvunget til at håndtere kontanter. Mine rejser rundt i Europa har lært mig altid at have kontanter (euro) med mig, da flere butikker og autocamperpladser ikke tager imod kreditkort. Bankerne i Danmark vil sikkert synes, at det er den forkerte vej at gå, men det synes jeg altså ikke, da jeg stadig gerne vil kunne bruge ”rigtige” penge, når jeg for eksempel handler på de mindre torve markeder rundt i Europa.