Kystbyerne dør: Vigtigt at overholde bopælspligten!

Udkantskommuner mister skatteindtægter, fordi vi reelt har fået erstattet den effektive kontrol med en forblommet tillid til, at folk som udgangspunkt ikke ”snyder”. Det er både umuligt at forvalte, og en ”glidebane” som ikke har nogen berettigelse.

Helårsboligerne i landdistrikternes kystbyer er attraktive som ferieboliger - både som familiens fritidsbolig og som investeringsobjekt for de, der leje ud til turister.

Hvis kommunen ikke ønsker, at deres kystbyer skal reduceres til sommerhusområder, så skal man aktivt regulere anvendelsen af helårsboligerne i kystbyerne.

Reguleringen kan ske gennem Lov om Boligforhold (tidligere Boligreguleringsloven), som tager sigte på at tilgodese behovet for boliger til boligsøgende. Denne lov er næppe det mest hensigtsmæssige ”værktøj” på Bornholm.

Kommunen kan også vedtage en lokalplan, der stiller krav om, at boliger indenfor lokalplanens område skal anvendes til helårsbeboelse. Dette er tilfældet på Bornholm, hvor 8 byer specifikt har bopælspligt jfr. Lokalplan 128.

Nyt administrationsgrundlag

På kommunalbestyrelsesmødet den 27. juni 2024 vedtog et snævert flertal (12-11) et opdateret administrationsgrundlag, som betyder, at man kan opfylde sin ”bopælspligt” ved at opholde sig på stedet i mindst 180 dage jævnt over året og som udgangspunkt er tilmeldt adressen i Folkeregisteret.

Dog blev det anført, at hvis man som for eksempel pendler og arbejder og opholder sig på Bornholm i hverdagene, mens resten af familien bor et andet sted i landet, så kan man undlade at tilmelde sig Folkeregisteret på Bornholm.

Modstanderne af denne ændring frygtede (med rette), at det ville medføre en lempelse af bopælspligten.

Senest er set et eksempel på, at man kan eje en bolig med bopælspligt uden at være tilmeldt Folkeregisteret - blot ved at underskrive en erklæring på ”Tro- og love” om, at man opholder sig i ejendommen minimum 180 dage om året. Dette er en praksis, som totalt kan underminere både ord og intentioner i Lokalplan 128.

Nu har vi reelt fået erstattet den effektive kontrol med en forblommet tillid til, at folk som udgangspunkt ikke ”snyder”. Det er både umuligt at forvalte, og en ”glidebane” som ikke har nogen berettigelse.

Opmærksomhedspunkter i forhold til foranstående

Der foreligger en Højesteretsafgørelse (2004.2882H) med relation til emnet, som tilsyneladende har bevirket en slækket praksis med hensyn til håndhævelsen.

Dommen omhandler imidlertid administrationen af Boligreguleringsloven, som forekommer noget mere elastisk og åben for fortolkning end planloven.

Hvor Lov om Boligforholds krav om bopælspligt er baseret på domstolenes praksis, så følger det af Planloven, at man ikke kan dispensere fra en lokalplans principper, der blandt andet består af lokalplanens formål- og anvendelsesbestemmelser. Lokalplan 128 beskriver både i formåls- og anvendelsesbestemmelsen, at der er et krav om ”helårsbeboelse” inden for lokalplanens område.

Så her burde der altså ikke kunne dispenseres. Men også fortolkningen af kravet om helårsbeboelse efter lokalplanen læner sig op af den såkaldte 180-dages regel.

Det nye administrationsgrundlag er udarbejdet med henblik på at frembringe en mere nøjagtig og forståelig praksis, men det har alligevel medført nogle ”snirklede” formuleringer, som har været brugt til at omgå kravet om helårsbeboelse i Lokalplan 128.

Muligheden for at undlade tilmelding til Folkeregisteret blev ved behandlingen/vedtagelsen på ovenstående kommunalbestyrelsesmøde udelukkende anført i forhold til en pendler med arbejdsplads på Bornholm og den øvrige familie ”ovre”, men altså ikke som en generel mulighed for dispensation.

Supllering er nødvendig

Registrering i det lokale folkeregister er afgørende for, hvor man er skattepligtig og har altså en væsentlig økonomisk betydning. Kommunen bør derfor sikre sig, at både bopælspligten og skattepligten overholdes.

Jeg vil derfor foreslå, at kommunen supplerer sit administrationsgrundlag med en vedtagelse om, at man skal skærpe kontrollen på området med ”tro- og love erklæringer”, så vi i videst muligt omfang kan kræve, at ejerne (eller lejerne) af boliger med bopælspligt både har folkeregisteradresse og betaler skat i kommunen.