Kunne du slet ikke tænke dig at blive borgmester?
Claus Larsen-Jensen stiller ikke op som spidskandidat i Socialdemokratiet. Her giver han selv svaret på hvorfor.
I forrige uge meldte jeg offentligt ud, at jeg ikke stiller op som spids- og borgmesterkandidat i Socialdemokratiet.
Det har affødt en række spørgsmål til mig, såsom: ”Kunne du slet ikke tænke dig at blive borgmester? Du er jo kvalificeret til det.”
Til det har jeg svaret: Det kunne selvfølgelig være interessant, hvis chancen bød sig, men jeg har helt bevidst truffet en anden beslutning allerede før spidskandidat-processen gik i gang i Socialdemokratiet. Hvis der var en kvalificeret kandidat, som meldte sig, så ville jeg afstå fra at melde mig som spidskandidat og dermed borgmesterkandidat. Og det er der.
Jeg har truffet det valg, fordi det for mig tæller mere, at Socialdemokratiet ruster sig godt til fremtiden, end det handler om mine lyster og karriere.
Der skal ske det generationsskifte i Socialdemokratiet i front og i kommunalbestyrelsesgruppen, som burde være sket for længst.
Den, der skal i front som spids- og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, skal ikke blot kunne være det fra 2025 og i fire år, men samlet set i to-tre kommunalbestyrelsesperioder.
Jeg har gennem mit arbejdsliv haft syv forskellige lederjob uden højeste tjenestetid i 45 år, med lange arbejdsdage, mange aften- og weekendmøder, og har det stadig, og det er også det, der skal til for at være borgmester. Ud fra det kan man drage to konklusioner: At så skulle jeg sige ja til mindst fire år ekstra om to år, hvis chancen byder sig, eller synes, at det så er nok år i en sådan rolle. Det sidste er min konklusion. Det hænger også bedst sammen med ønsket om et socialdemokratisk generationsskifte.
Endelig må det forventes, at der i en ny socialdemokratisk gruppe og i en ny kommunalbestyrelse efter 2025 er brug for ledelsesmæssig erfaring, stabilitet og kontinuitet. Det vil jeg gerne bidrage til. Forudsætningen herfor er dog, at Socialdemokratiets medlemmer sikrer mig en plads i front på opstillingslisten, som skal vedtages til foråret 2025.
Frem til valget i november 2025 er det den nuværende S-gruppe, der lægger kursen i kommunalbestyrelsen.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration