Konsekvenser ved besparelse på tolærerordning i Rønne

Jesper Holm Olsen giver et indblik i, hvilke udfordringer en lærer møder i en ganske almindelig folkeskole på Bornholm. Han advarer imod at spare tolærerordningen væk.

Når de to skoler fra Rønne bliver til én, uanset model, så virker det til, at en del af besparelsen skal findes i, at tolærerordningen droppes og spares væk. Jeg vil her forsøge at beskrive, hvorfor det er en yderst dårlig ide.

I en normal klasse er der typisk 22 børn. Planen er, at hver klasse skal ”optimeres” til at kunne rumme 26. Smag lige på ordet! Ud af de 22 børn er der, i en del klasser, elever fra de dynamiske læringsfælleskaber (elever der er kognitivt udfordret). Det er typisk tre til fem elever, og de har ofte en lærer tilknyttet, men ikke i alle timer. Så er der måske tre til fire elever, der har dansk som andetsprog. De har behov for ekstrahjælp, men der er typisk meget få timer om ugen til dette formål. Derudover er der ofte et par elever, der har en eller anden diagnose. En til to elever har dysleksi (ordblinde). Derudover er der næsten med garanti tre til fire elever, der på forskellig vis har ondt i livet, hvilket kan have mange forskellige årsager. Der findes som regel også en til to elever, der er højintelligente, som kræver en særlig tilgang for at opnå trivsel. Og midt i mellem dem her, så er der i en bornholmsk folkeskoleklasse en hel del elever, der kommer fra ressourcesvage hjem – børnene herfra kan tilhøre lidt forskellige kategorier. Det vil sige, at det ikke er usædvanligt, at man som lærer står tilbage med fire elever, der er helt ”normale” (det er de andre også, det skal understreges). Når man er lærer går utrolig meget tid med alt det, som ikke vedrører undervisningen direkte, nemlig elevernes ve og vel, som kræver involvering af en masse andre mennesker. Det er enormt tidskrævende og kræver en stor indsigt i det enkelte barn. I selve undervisningssituationen så kræver det enormt meget at få alle elever til at forstå en opgave, gå i gang med den og fastholde dem i den. De har så mange forskellige udfordringer, der vanskeliggør dette. Sidst men ikke mindst ligger der i næsten alle klasser et kæmpe arbejde i at skabe et socialt- og fagligt miljø, hvor alle kan være i.

Typisk er der én pædagog tilknyttet en årgang, men næsten aldrig på mere end 20-30 timer, og disse kræfter fordeles ofte ud på relativt få elever.

Med andre ord så har to lærere en enorm opgave. En lærer vil få en opgave, som vedkommende simpelthen ikke kommer til at løse til alles tilfredshed, hvilket vil medføre tre ting: Mere mistrivsel, dårlige læring og min påstand vil desuden være, at det vil medføre en hel del flere lærere, der går ned med stress eller forlader faget. Derfor er det decideret dumt at spare på denne ordning.