I USA er det at spise foran fjernsynet til store sportskampe en fast tradition, og på et hav af hjemmesider kan man finde inspiration og forslag til den helt rigtige mad og de helt rigtige snacks, mens man ser en fodboldkamp på amerikansk, altså en af dem, hvor spillerne stort set ikke bruger fødderne. Der kommer selvfølgelig chips, popcorn og peanuts på bordet sammen med forskellige slags dip. Derudover er chicken wings, sliders og tacos fast inventar. Inden man får set sig om, er det blevet en hel lille buffet. I 2019 udgav madleveringstjenesten Grubhub en top 5 over den mad, flest bestilte på kampdage. Førstepladsen gik til sandwich med røget spidsbryst, og på de næste pladser fulgte latinamerikanske pirogger med cheeseburgerfyld, peberburger, stegt kylling samt makaroni og ost med buffalo sauce, som er en sauce lavet med smør, eddike, cayennepeber og en chilisauce.
Nu har amerikansk fodbold ikke ret meget at gøre med den fodbold, resten af verden spiller, måske lige bortset fra at hvert hold har 11 spillere på banen ad gangen. Og så er der selvfølgelig en bold, men de er lige så forskellige som sportsgrenene. Derfor blev der ikke kigget mod USA, men mod Europa, da medspiseren og jeg skulle vælge mad til ottendedelsfinalen mod Wales. Ligesom den skæbnesvangre åbningskamp mod Finland, gruppekampen mod Belgien og kvartfinalen mod Tjekkiet begyndte den klokken 18, men som den eneste skulle den nydes med en lille buffet foran fjernsynet. Åbningskampen blev spillet i den weekend, hvor min far og jeg havde aftalt at fejre vores fælles fødselsdag, selvom den først faldt i den følgende uge. Jeg havde lovet at lave mad, og de braiserede lammekoteletter kom på bordet ved 17-tiden. Til kampen mod Belgien blev der grillet for medarbejderne i gården på bladhuset i Rønne, og kvartfinalen fulgte samme mønster som åbningskampen, bortset fra at menuen var toscansk svinemørbrad med tomatsauce og tagliatelle.
Tyskland bød ind med nogle syltede agurker. Vi tænker måske ikke på det som en tysk specialitet, men oprindeligt dækkede begrebet agurketid faktisk over, at berlinerne – indbyggerne i Berlin, ikke kagerne – om sommeren gik og ventede på, at agurkerne blev modne, så de kunne komme i gang med at sylte dem.
At se kampen sammen blev aftalt under en middag på Restaurant Det Røde Pakhus i Rønne, og der tegnede sig hurtigt et billede af en buffet bestående af en række småretter ligesom i USA, men alligevel ikke. Inden jeg fik tænkt mig om, havde medspiseren budt ind med varmrøget østersølaks, iberisk sortfodsskinke, comté og brandade. Laksen kender de fleste sikkert, selvom den i disse dioxintider ikke er lige så udbredt, som den var i min barndom. Den lufttørrede skinke fra spanske sortfodssvin kan man være heldig at møde i et lokalt supermarked, så den er nok heller ikke helt ukendt. Den franske ost comté er der nok også en del, der har stiftet bekendtskab med. Den fremstilles i Jurabjergene i det østlige Frankrig, hvor osten af upasteuriseret mælk modnes i kølige og fugtige grotter, inden den efter mindst fire måneder kommer frem igen og smager dejligt af frugt, nødder og salt. Brandade er også en fransk specialitet, nærmere bestemt fra Nîmes i Sydfrankrig tæt på Middelhavet. Klassisk består den af kartoffelmos blandet med saltet torsk, der er pocheret i mælk, og den får en sprød overflade i ovnen. Jeg kan ikke garantere, at det er sådan, medspiseren laver den, da inspiration ofte spiller en større rolle end opskrifter, når hun laver mad. Det var nok også derfor, at den blev serveret med estragonolie, da dagen oprandt.