Det kræver noget særligt at tage et hus, hvor gulvene er rådne, haven vokset til, og legehuset hører til på lossepladsen, og gøre det til en legeplads for nyt børneliv. Men det er rent faktisk ved at ske i Pedersker.
Her har Catja Nybro Kjeldsen kastet sig ud i et projekt, hvor hun vil skabe en landbørnehave. Med børn på armen, dyr i haven, frivillige i ryggen og en ukuelig energi, som det er svært ikke at blive imponeret af, har hun sat sig for, at Bællacentret snart skal se dagens lys. Alene navnet er genialt.
Det er modet til at turde og vedholdenheden til at blive ved, der ofte gør den store forskel. Vi får alle skøre ideer og mærkelige visioner, men det er de færreste, der forstår at føre dem ud i livet og gøre dem til succeser.
At renovere et gammelt(!) børnehus og gøre det til en levende institution med geder, høns, uderum og en moderne, nærværende pædagogik er ikke kun en gevinst for de børn, der får deres hverdag dér. Det er en gave til hele Pedersker og omegn.