Kaas: For kroppen, sindet og samfundet

Kaas: For kroppen, sindet og samfundet
LEDER | DEBAT | Lørdag 16. marts 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | Lørdag 16. marts 2024 • 05:30

Hvis kræfterne er til det, kan det være en rigtig god idé at tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet eller i det frivillige foreningsliv – også selv om man har nået pensionsalderen.

Det er godt at holde sig i gang. En ny undersøgelse fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive, viser, at det gavner livskvaliteten at fortsætte med at arbejde, efter at man har nået pensionsalderen, og som vi fortalte i Tidende i går, er medarbejderne hos Knudsker El blandt dem, der har stor gavn af de ældre kollegers viden og erfaring i dagligdagen.

På Bornholm er vi tilsmilet af en stor ældrestyrke, og mens flere og flere måske ser en fordel i at have et "rigtigt" job i seniorårene, så har vi længe haft et foreningsliv, som er decideret afhængigt af det enorme engagement, som de ældre generationer lægger i det frivillige arbejde.

For det fysiske helbred er det godt at holde kroppen i gang, og for den mentale velvære kan det give en dejlig følelse af formål og tilfredsstillelse at bidrage til samfundet. Oven i det har samfundet stor gavn af den værdi, som de ældre er med til at hive i vejret.

Som inspiration kan man jo tage et kig på Petras rørende brev til sin farfar, den tidligere skoleinspektør og mangeårige tennisformand Bent Ole Hansen, der for nyligt døde i en alder af 85 år. Vi har Petras brev med i Tidende i dag.

Bent Ole Hansen passede i mange år hvervet som formand for tenniskredsen på Bornholm, og også inden for kulturen var han en mand, der gerne ville bidrage til vores fælles, åndelige og sociale liv. Det er ikke gået ubemærket hen hos barnebarnet, der i sit rørende mindeord beskriver sin farfar som en flot, stærk og ambitiøs mand, der "altid gjorde tingene færdige".

Det er tydeligt, at de yngre generationer gerne kigger på og spejler sig i de ældre, og her er det pragtfuldt, når de kan finde inspiration til tilværelsen hos store forbilleder, der viser gode og fornuftige veje at gå i livet.

Om det er i elektrikerfirmaet, i butikken, på tennisbanen eller i kunstforeningen, så kan det give rigtig god mening hele vejen rundt, hvis kræfterne er til at tage en ekstra tørn.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT