Aakirkeby er som bekendt den tredjestørste by på øen. Men den gamle, stolte købstad på midten af øen er presset. Butikkerne bliver færre, og sammenholdet mindre. Det gør kun vigtigheden af at forene sig og stå sammen større.
Situationen i Aakirkeby kan mange andre byer spejle sig i. Gør vi nok for at styrke vores handelsstandsforeninger? Hvordan skaber vi værdi for de handelsdrivende? Og hvordan sikrer vi, at der ikke er nogen, der kører på frihjul uden at bidrage?
Det sidste er en svær balancegang, men Egon Mondrup mener altså, at de bør "skamme sig lidt". Selv om der ganske givet ligger en forståelse for, at eksempelvis nye forretninger skal etablere sig lidt, før de kan betale dyre kontingenter, så er det vigtigt, at dialogen indledes, og at de handlende bliver holdt til ilden. Det ansvar går begge veje, men det er bestemt ikke svært at forstå, at det er en voldsomt frustrerende oplevelse år efter år at tage det tunge læs, mens man bare kan se, at andre kun er klar til at nyde, og ikke at yde.
Syte og øens andre erhvervsforeninger gør en forskel. Derfor er opfordringen om at komme ind i kampen helt på sin plads.