Ja tak til nye boliger

Ja tak til nye boliger
LEDER | DEBAT | Fredag 23. juni 2023 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | Fredag 23. juni 2023 • 05:30

Bornholm har brug for nye, tidssvarende boliger. DGI Stadion ligger øde hen og har gjort det i mange år. Det er et match, hvor man bare har lyst til at sige "sæt i gang".

Den almene boligorganisation Bo42 har store planer med DGI Stadion på Torneværksvej i Rønne. Fire boomerangformede boligblokke på op til syv etager med lejligheder på to, tre og fire værelser er på tegnebrættet på grunden, hvor der i 2002 var landsstævne med deltagelse 15.000 mennesker.

Det er langt fra første gang, at nogen taler om at placere noget stort og flot på det – man har lyst til at sige forbandede – stadion.

Der har været planer fremme om sports- og kulturcenter med konferencefaciliteter, om et nyt superrådhus og om en oplevelsespark, men som bekendt ligger området fortsat øde hen med sine høje volde og store lysmaster.

Når vinteren er god, er der kælkebakke. Når solen står højt, har der nogle gange været musik og fest. Men nogen stor vision er aldrig blevet konkret og ført ud i livet.

Nu forsøger Bo42 sig så med et projekt, som mange hepper på, for vi står i en situation, hvor vi både har det her enorme område uden egentlige anvendelsesmuligheder, og hvor manglen på tidssvarende boliger er stor – og ifølge mange stigende.

Hvis boligorganisationen lykkes med at opføre de 120-125 lejligheder, hvor mange vil have hav- eller søudsigt, så bliver der slået to store fluer med et herligt smæk, og mange vil kunne få nye hjem i et eftertragtet område.

Som sidegevinst vil anlægsfasen endnu en gang udsætte byggeriets fremtidsfrygt, hvor der tales om, at de store byggerier på et tidspunkt rinder ud på Bornholm. Bo42-planen ventes således at have en anlægssum på 250 millioner kroner. Af dem skal kommunen op med mellem op til 25 millioner kroner i grundkapitalindskud til det almene byggeri, og selv om kommunen bløder penge, så vil man – afhængigt af det færdige projekt selvfølgelig, men alligevel – mene, at de penge skal findes.

Vi har vel dårligt råd til at sige nej tak.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT