Inden Søndag: Hvad venter vi på?

Inden Søndag: Hvad venter vi på?
Louise Christina Howard, sognepræst, Aakirkeby-Pedersker-pastorat. Privatfoto
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 30. november 2024 • 19:00
Af:
Louise Christina Howard
sognepræst
Aakirkeby-Pedersker-pastorat
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 30. november 2024 • 19:00

At vente er et menneskeligt vilkår.

 

Det her med at vente er et menneskeligt vilkår i livet - så meget, at det ligefrem er blevet en dyd at kunne vente på sin tur.

Modsat vil en anden side af menneskelivet tale for at skride til handling, ikke vente, men handle og helst straks. Meget kan siges om os hver især - alt efter hvilken modus, som vi er mest tilbøjelige til at følge: Vente pænt eller kæmpe os frem i rækken.

Advent

Adventstiden, som vi går ind i nu, handler netop om at vente, om at holde ud og ikke lade vores handlingslammelser tage overhånd. Det kan være uhyre vanskeligt ikke at blive grebet at den uro der følger med at vente - vente på, at noget skal ske.

Kirkeåret starter på den måde meget organisk - vi venter simpelthen på en fødsel. For om en lille måned, så sker det mirakel, som vi som kristne er fuldkommen afhængige af: Gud bliver menneske.

En anden historie

Det lille Jesusbarn kommer til verden som den fattigste af de fattige født af en jomfru, en purung ugift kvinde, i en stald omgivet af dyr og lagt i en krybbe beregnet til at fodre bemeldte dyr - i det hele taget en noget sørgelig affære, kunne man med rette synes.

For nu har hele verden ventet på den store konges fødsel - han, der skal frelse os alle, og sætte en hel ny dagsorden på jorden. Og hvad får vi så? En beretning om en bittelille drengs fødsel under mildt sagt vanskelige kår. Var det så værd at vente på?



Vi mennesker skal pænt vente, men udsigten til jul og risengrød var mere end mine labradorhvalpe kunneklare. Og det er deres gode ret. Privatfoto

 

Kritikerne

Nietzsche ville sige nej, og Karl Max ville sige, at det var opium for folket og en ordentlig omgang blændværk, forstærket af en forestilling om at de sidste skal blive de første – engang.

Kritikkerrækken er lang og veldokumenteret. Lidt polemisk kan vi så spørge os selv i dag om beretningen om al den venten på Herres komme, som julevngeliet må siges at være fuld af, kan bruges til noget helt konkret i det almindelige menneskeliv her og nu.

Og du, kære læser, hvem du så end er, har gættet rigtigt. Selvfølgelig mener undertegnede, og en utrolig masse andre mennesker for øvrigt, at denne beretning er værd at vente på.

Trinitatisudmattelsen forsvinder

Med udgangen af trinitatistiden, hvor vi hver søndag har kunnet høre og lære, hvad det vil sige at leve som et kristent menneske, så følger der en vis portion udmattelse.

For det er hård kost, og der er så meget, som vi mennesker ikke formår, og i hvert fald er der meget vi ikke er ret gode til.

Vi nævner i flæng: Elsk din næste som dig selv. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Eller det der med at vi skal være mod andre som vi vil at de skal være mod os.

Listen af grundregler, som vi forbryder os mod dagligt, er bare lang. Og det har trinitatistiden ligesom vist os igen og igen.

Den guddommelige vitaminmangel er ved at melde sig, så nu venter vi.

Den bedste historie

Ventetiden er, ligesom den sidste måned i tredje trimester for en gravid kvinde, fyldt med modstridende følelser.

Som jeg sidder her og skriver, så kan jeg høre vores børnekor øve nede i konfirmandstuen. De synger ”Hold håbet op og hold det foran mig her er en fremtid, her er liv, han er på vej”

Udover at de synger dejligt så er det et fantastisk frynsegode at have her i novembermørket - sådan at blive mindet om, lige præcis hvad det er vi venter på.

” The Greatest Story Ever Told”

Intet mindre - verdens absolut vigtigste, bedste og største historie.

Vi venter på miraklet julenat. Vi venter på det, som vi ikke kan sige os selv. Vi venter på evangeliet, det gode budskab - budskabet om, at kærlighed vil redde verden i skikkelse af en lille dreng.

Vi venter på st Guds søn skal fødes, og dét er altid og hver eneste gang ventetiden værd. Det lille Jesusbarn, miraklet af ren kærlighed, hans komme forløser al den urolige ventetid. Vi bliver alle rummet i Guds uendelige nåde, og kærlighed lige dér, lige den nat, lige nu.

Kirkefaderen Augustin formulerede det så slående klart, at det kunne være skrevet her til formiddag:

Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig. Den hvile for det urolige hjerte, der kun kan findes i en krybbe om nat ved Betlehem.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT