Inden Søndag: Frygt ikke!

Inden Søndag: Frygt ikke!
Foto: Berit Hvassum
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 14. december 2024 • 15:30
Af:
Nikolaj Hartung Kjærby
sognepræst Sct. Clements kirke
Rø kirke
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 14. december 2024 • 15:30

Det siges at der står ”Frygt ikke!” hele 365 gange i Bibelen – en gang for hver dag i året. Det er nu ikke helt korrekt; en optælling viser, at det reelle antal er mindre end det halve.

Men uanset hvad, så er opmuntringen til ikke at frygte noget, der fylder meget i Bibelen, og vi skal blandt andet snart høre det i en af de allermest kendte bibeltekster, nemlig juleevangeliet i Lukasevangeliet kapitel 2 hvor englen siger det til hyrderne.

Tryghed

Jeg har været så privilegeret at have en relativt tryg opvækst.

Ganske vist lurede der i begyndelsen af 1980erne et eller andet sted en latent trussel om en atomkrig, men det var ikke noget, der fyldte i min hverdag, og når medierne rapporterede om naturkatastrofer, så var det næsten altid noget der foregik meget langt væk fra Danmark.

Og selvom det ikke var uden grund, at årtiet blev kaldt ”fattigfirserne”, så gik jeg aldrig frysende i skole eller sulten i seng. Derfor var alle versene med ”Frygt ikke!” ikke noget, der betød det store for mig dengang, og når jeg i søndagsskolen hørte om de forskellige helte fra Bibelen og kirkehistorien, som stolede på Gud, selvom alt så sort ud, så havde jeg ærlig talt lidt svært ved at sætte mig i deres sted fordi jeg ikke selv kendte til at lide nævneværdig nød.

Anderledes nu

I disse år ser verden imidlertid anderledes ud: Klimaforandringerne har både gjort naturkatastroferne værre og bragt dem langt tættere på vores dørtrin, 80ernes kolde krig er afløst af en brandvarm krig i Ukraine, som risikerer at brede sig til flere lande, og det er en meget reel risiko at vi – i særdeleshed her på Bornholm – i kortere eller længere tid mister adgangen til livsvigtige ressourcer som el og vand.

Vi har med andre ord pludselig fået noget at frygte!

Men det betyder blot, at vi kommer til at have en smule mere til fælles med flertallet af mennesker op igennem historien og rundt om i verden. Det, at vi i Danmark gennem så mange år hverken har oplevet krig, naturkatastrofer eller fødevaremangel, er helt unikt i et verdenshistorisk perspektiv.

Langt de fleste af de mennesker, som gennem tiderne har lyttet til juleevangeliets ”Frygt ikke!” – og langt de fleste mennesker der lytter til det i vor tid – har haft og har rigeligt at frygte.

Hvad gør vi ved frygten?

Men hvad stiller vi op med de ord, når vi rent faktisk har noget at frygte? Og hvordan lyder ordene ”Frygt ikke!” for mennesker, der fejrer jul i en krigszone eller en flygtningelejr eller i ruinerne efter en tyfon eller et jordskælv?

Sandsynligvis på samme måde som de lød for Bibelens oprindelige læsere! De første kristne var nemlig ikke alene presset af de generelt vanskeligere levevilkår, som man havde i oldtiden; de blev tilmed forfulgt for deres tro, og mange af dem endte deres jordiske dage på et bål eller som løvemad.

Alligevel holdt de fast i ikke at frygte, og Paulus skrev endda på et tidspunkt, hvor han sad i fængsel og risikerede en dødsdom: ”Ja, selv om mit blod skal udgydes … så glæder jeg mig” (Filipperbrevet 2,17).

Håbet

Det kristne håb er handler nemlig ikke om, at vi slipper for at lide og dø, men derimod om, at vi ikke behøver at frygte, selvom vi skal lide og dø, fordi Gud både kan og vil både oprejse os til evigt liv og gøre alt andet godt.

Det var det håb, som de første kristne levede og døde på, og det er det samme håb, som gennem århundrederne har givet ordene ”Frygt ikke!” mening.

Og vi kan vel lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden og glæde os over, at det nu igen er ved at blive relevant for os privilegerede danskere.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift skriver en kommentar. skribenterne står helt frit i forhold til valg af emne og udtryksform.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT