Hvis bare det er bornholmsk, er det godt

Man bliver sjældent klogere af kun at møde det kendte, påpeger den tidligere direktør på kunstmuseet.

Den tyske digter Matthias Claudius (1740 – 1815) skrev klogt: ”Wenn jemand eine Reise tut, so kan er etwas erzählen” og indenfor kulturlivet har udsyn og opmærksomhed på, hvad der foregår udenfor den hjemlige andegård, altid været det krydderi, der ikke bare fik maden til at smage ekstra godt, men også befordrede nye tanker og erfaringer om, hvordan samfundet kunne forandres til glæde og gavn for dets borgere.

På Bornholm har vi måske en tendens til helst at være os selv nok og har en overbevisning om, at hvis bare det er bornholmsk, er det godt. Som en anden Jeronimus i Erasmus Montanus accepterer vi kun nødigt forandringer og ting, der kommer udefra.

Folk der er gamle nok, husker diskussionerne om broen over Holkadalen, om ”det nye” bibliotek i Rønne, om kunstmuseet og i nyere tid om rundkørslerne og nu om udbygningen af kunstmuseet på Helligdommen. Måske er det også karakteristisk, at fundatsen for Bornholms Kunstmuseum tilsiger, at museet som et af de få kunstmuseer i landet skal beskæftige sig med den lokale kunst.

Det kan have sine gode sider, især når Bornholm som få steder har fostret eller dannet grobund for noget af det ypperste i dansk kunst. Men det er her vigtigt at erindre, at fundatsen blev konciperet længe før det moderne gennembrud og før de betydelige kunstnere, der i midten af forrige århundrede satte deres præg også internationalt, og at da kunstnerne kom til Bornholm, nød de sjældent den anerkendelse, som de kunne fortjene. For eksempel blev Sonja Ferlov Mancoba først ”berømt” på Bornholm, da hun posthumt havde fået stor international anerkendelse. For ikke så mange år siden sagde man nej til en stor opstilling af hendes værker på hjørnet af Munch Petersensvej og Snellemark, og kun takket folk ovrefra, får hun nu sin fortjente plads i Allinge.

Frem til årtusindskiftet havde Bornholm en aktiv ”udenrigspolitik” med en lang række kulturelle og demokratifremmende samarbejdsrelationer på kryds og tværs af Østersøen. For eksempel udsprang Baltisk Bro af dette og er efter mange års dvale nu genoplivet, nok mest på baggrund af den tragiske krig i Ukraine. Svanekegården blev stiftet, næsten som et kulturhus for de danske forbindelser til de baltiske lande. Relationerne sikrede en strøm af udvekslinger både af mennesker og udstillinger, så vi lærte hinanden bedre at kende fra Rügen over Gotland og Sarema til Ålandsøerne. På kunstmuseet ”sneg” vi internationale udstillinger ind både fra de baltiske og nordiske lande, men også fra Frankrig, Italien og Rusland, for på den måde at sætte den bornholmske kunst i perspektiv og demonstrere, at de fleste nybrud i dansk og bornholmsk kunst har sine rødder i kunstnernes udsyn til nye strømninger ude i Europa.

Noget af det internationale arbejde dannede siden basis for de store europæiske biennaler for glas og keramik, som selv med en sporadisk repræsentation af det lokale, har bidraget til at fastslå det bornholmske kunsthåndværks position på den internationale scene. Nogle få institutioner og foreninger arbejder konsekvent internationalt, Glas og Keramikskolen er blevet et internationalt fyrtårn, Baltisk Bro er nævnt, også Birca og Bornholms internationale gadeteaterfestival kan nævnes, men tænk hvilken berigende viden og oplevelser vi kunne få, hvis vi i alt hvad vi foretog os, tænkte ud af boksen og over grænsen.

Viden og udsyn i centrum

Jeg drømmer om et Bornholm, hvor viden og udsyn er i centrum. Hvor vi selvfølgelig fortsat skal passe godt på hinanden og sikre, at vi i vores uddannelsessystem giver plads til kreativitet, til de skæve ideer og eksistenser og at vi både viser ansigt udenlands og byder nye internationale kunstnere og strømninger velkomne her til gensidig udveksling af viden, oplevelser og erfaringer.

Man bliver sjældent klogere af kun at møde det kendte.

Hartvig Frischs blev kendt for citatet ”Kultur er vaner”, der ironisk nok særligt blev kendt fordi Poul Henningsen citerede det flittigt. Ikke fordi han var enig, tvært imod. Poul Henningsens modsvar var ”Kultur er kamp” forstået på den måde, at kun ved en stadig nysgerrighed og en skepsis overfor det etablerede, kunne man forandre verden til det bedre. I virkeligheden havde de begge ret, for kultur er både vaner og en stadig kamp, hvor det måske ikke altid er helt let at se, hvem der er på de godes side. Lige nu ser vi en regering, der efter eget udsagn nærmest vælter sig i penge, og for første gang i mange år står en kulturminister stolt og præsenterer en finanslov, hvor der er afsat mere end 1 mia. ekstra til kulturen. Samtidig med det udsultes kommunerne, så der overalt i landet gennemføres store besparelser, ikke kun på kultur, men på helt grundlæggende serviceydelser overfor de svageste borgere.

Jeg selv nærmer mig det man så lidet flatterende benævner ældrebyrden – den generation, der ved flid, opfindsomhed og hårdt arbejde har ført samfundet frem til der hvor vi er nu. Vi er blevet så rige, at vi uden at det tilsyneladende betyder noget for den statslige pengekasse kan spendere milliarder på ”smarte” konsulenter og it-systemer, der sjældent virker, hvor vi kan bruge milliarder for at støtte ukrainernes retfærdige kamp mod Putins aggression, og hvor vi kan give milliarder i skattelettelser, men hvor vi ikke har råd til at sikre de mest basale plejebehov for de af vores ældre, der har behov.

Jeg drømmer om et land, hvor der er overensstemmelse mellem hvad den ene og den anden hånd gør.

I kulturdebatten ser man ofte kronprins Christian VIII citeret for de berømte ord, da han efter statsbankerotten i 1813 blev præsenteret for et forslag om at spare på Kunstakademiet: ”Fattige og elendige er vi, lad os nu blive dumme til, så kan vi gerne høre op at være en stat”. Lige nu bevæger vi os med stor hast mod en position, hvor vi på kommunalt plan både er fattige og elendige – lad os nu ikke også blive dumme.