Et lille eventyr om Køie

Hvordan Ernst Køie igen kom hjem til Gudhjem.

Da jeg for flere år siden ryddede op i min slægtnings Agnete Moe Larsens dødsbo, så fandt jeg et yndigt billede i glas og ramme.

Det lille billede var givet til Agnetes mor Karen Møller i 1953 eller 1954 af Erns Køie. Billedet hedder Løvfald og er aldeles dejligt. Desuden lå der et lille hæfte med digte - også af Ernst Køie med dedikationen ”din hengivne Ernst Køie”. Men ikke nok med det, Ernst havde også omsorgsfuldt lagt en lille seddel i bogen, hvor han med sin sirlige skrift havde oversat vanskelige – for kjøbenhavnere – bornholmske ord og udtryk.

Desuden var der endnu to smukke tryk uden glas og ramme samt en avisnotits over en omtale af ham og en udstilling. - måske en, som Karen selv havde klippet ud et sted.

Vandringen

Karen havde gemt herlighederne til sin død i 1968, og hendes datter Agnete, der arvede hende, havde taget herlighederne med til Sverige, hvor hun dengang boede.

Senere tog hun dem som pensionist med tilbage til Danmark, og da hun som 97-årig årig dør, så fandt jeg dem så i skuret, hvor hun opbevarede julesagerne med videre.

Jeg besluttede, at de smukke, rørende sager skulle tilbage til Bornholm, og da jeg kendte lidt til museet i Gudhjem, så henvendte jeg mig her og spurgte, om de ville havde billeder med videre.

Det ville de godt.

Eventyret

Jeg ville selv aflevere klenodierne, og den 24. september satte jeg mig tilrette i den nye busterminal i København for at afvente Kombardobussens færd til øen.

Nu begyndte mit eventyr, som gjorde afleveringen unik, fornøjelig og ja - til et Rigtigt Eventyr:

Overfor mig sad en dame på min alder, og vi begyndte gensidigt en samtale om, hvor vi kom fra, og hvor vi var på vej hen - her fortæller jeg så om mit ærinde.

Damen hed også Karen og hold nu fast! Hendes søster Grete havde været gift med Henning Køie, søn af Ernst Køie.

Ikke nok med det, så havde hun SAMLET OG PASSET GODT PÅ Ernst Køies plader, som var brugt til de raderinger, som han gennem tiden havde lavet.

Det specielle ved de billeder, som jeg havde i tasken, var, at de var lavet på stålplader - et umådeligt hårdt materiale at arbejde i.

På færgen fortsatte vi samtalen, og jeg fortalte, hvorledes forbindelsen mellem Karen Møller var opstået i Ernst Køie.

Karens mand og svigerfar havde et berømt smedeværksted på Nørrebro og var som den første dem der fandt ud af at svejse på rustfrit stål. Svejse-Møller havde bygget stellet til Ellehammers første flyvemaskine og flere andre bemærkelsesværdige ting. Efter mandens død, havde Karen ført værkstedet videre og det var sikkert her Ernst havde fået skåret sine stålplader.

Karen Kusk som min rejsefælle hedder, er en handlingens kvinde, og som lyn og torden ringede hun fra færgen til sin søster, Grete Kusk, og fortalte den interessante historie og så tog tingene fart.

Jeg blev inviteret på kaffe dagen efter, at jeg havde afleveret tingene på museet, og her havde Grete haft tid til at finde den stålplade, som var ophav til det billede, som jeg havde foræret museet.

Den er i sig selv et kunstværk og så smuk, så smuk.

Den sidste historie

Og endnu en historie så dagens lys.

Grethe har lånt Kunstmuseet i Rø en del af Ernst Køies værker til en udstilling - heriblandt søskende billederne til det billede Løvfald, som jeg nu havde givet Gudhjem museum. Men da Grete henvendte sig for at få sine ting retur, så var de pist borte.

Jeg håber de kommer hjem til hende igen - meget snart.

Takket være de to søstre blev min oplevelse af at sikre Ernst Køies værker og historien mellem ham og Karen Møller et rigtig eventyr.

Ole Stigemo, som var mødt op på museet for at modtage min gave, fortalte, at museet ville lave en udstilling med de værker, som gennem årene er blevet doneret. Jeg håber og ønsker, at min lille solstrålehistorie vil få rigtig mange til at besøge udstillingen og opleve hvorledes et lille eventyr fandt sted en dag i september 2024.

De varmeste tanker til Karen og Grete, som gjorde mine to dage på Bornholm til et vidunderligt minde.