Vi jublede, da det i begyndelsen af året kom frem, at Hasle Idrætsforening efter en donation på 2,8 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond kunne investere i ejendommen Væksthuzet på Bykærvej. Og nu er der grund til at juble igen.
For det har hurtigt vist sig, at Hasle IF har imødekommet et behov i lokalsamfundet. Medlemmerne er strømmet til, og nu står idrætsforeningen foran en ombygning af lokalerne for fortsat at kunne imødekomme efterspørgslen.
Det er bragende godt gået. Og det viser, at jo, ganske vist handler det om at etablere de rigtige tilbud, så idrætsforeningernes medlemmer kan gå til den rigtige træning, men det handler i lige så høj grad om at understøtte fællesskabet, sundheden og sammenholdet.
Der er noget ganske særligt over det, vi kalder Foreneningsdanmark. Her er Hasle IF et lysende eksempel på, hvordan lokal forankring og frivilligt engagement kan gøre en forskel. Foreningerne er med i rygraden af det danske samfund, og de stiller ikke kun de fysiske rammer for motion op; De står også for et socialt liv, der kan leves på tværs af alder og kultur.