Det er en kæmpe glæde, at Bornholms Kunstmuseum på Helligdommen nu genåbner.
Efter en udfordrende periode, hvor kunstmuseet har været lukket og det længe ventede museumsbyggeri måtte droppes, er det en sand fornøjelse at se museet igen åbne dørene for både fastboende og gæster. Denne hurtige bedrift er resultatet af intensivt og tæt samarbejde mellem museumsledelsen, lokale fonde og dedikerede medarbejdere, som har arbejdet utrætteligt for at bringe dette kulturelle skatkammer tilbage til live.
At vores elskede kunstmuseum nu igen kan byde velkommen til besøgende er et lys i mørket efter den triste museumsfuser, der tilsyneladende skyldtes dårlig planlægning og rådgivning omkring det store byggeri. Har har vi stadig til gode at få en ordentlig forklaring på, hvordan noget så stort og godt kunne gå så galt. I mellemtiden kan vi glæd os over, at fyrtårnet af kultur og kunst har rejst sig igen, og står klar til at byde alle indenfor i sine unikke rammer. Her kan man opleve den bornholmske kunst i sin fulde pragt.
Når museet åbner den 10. juli, markerer det også starten på tre spændende udstillinger. 'Den Røde Sommerfugl', hvor besøgende kan dykke ned i de mange generationer af kunstnere, der har præget øen, og interagere med kunstværkerne på nye måder. 'Mod, Frihed og Farven Lilla', der udforsker Kristian Zahrtmanns indflydelse og hans rolle som lærer og bindeled i kunstverdenen, og 'Kan Kunst Samle Verden?', der viser eksperimenterende kunst fra Anden Verdenskrig til i dag med værker fra blandt andre de bornholmske superstars Oluf Høst og Sonja Ferlov Mancoba.