Gravgaard: Mads er noget særligt, vi kan se op til

Der findes øjeblikke, hvor det bliver helt tydeligt, hvad der gør Bornholm til noget særligt.

Fredag aften, da sneen fyldte vejene og mørket lagde sig over Klemensker og omegn, var et af de øjeblikke, der viste sammenholdet her på Bornholm. Her var det ikke systemer, beredskabsplaner eller lange beslutningsgange, der gjorde forskellen. Det var et menneske. En nabo. En traktor. Og en vilje til at hjælpe.

Mads Sørensen gjorde det, som for ham var det mest naturlige i verden: Han hentede naboens 15-årige datter, der stod fast ved brugsen og ikke kunne komme hjem. Han gjorde det uden tøven, uden at have set et opslag på Facebook og uden at forvente noget til gengæld. Han gjorde det, fordi “der ikke er nogen, der skal stå og ikke kunne komme hjem”. Punktum.

Det er netop her, essensen af bornholmsk sammenhold viser sig. Når sneen fyger, vejene lukker til, og det bliver tydeligt, at vi ikke altid kan regne med, at hjælpen kommer hurtigt udefra – så er det hinanden, vi har. Og nogle gange har vi også hinandens traktorer.

Historien om Mads er ikke bare en varm fortælling om en god gerning i en snestorm. Den er et spejl på et lokalsamfund, hvor ansvarsfølelse og hjælpsomhed stadig lever i bedste velgående. Hvor det ikke handler om at spørge “hvad får jeg ud af det?”, men snarere “hvem har brug for mig lige nu?”.

Det er også værd at bemærke, at Mads ikke er en enlig svale. Han er blot et meget tydeligt eksempel på en kultur, som mange bornholmere kender: Man hjælper, når man kan. Man trækker hinanden fri – bogstaveligt talt – når forholdene bliver vanskelige. Om det handler om at komme hjem i snevejr, hente vigtig medicin eller bare få ryddet vejen, så er det ofte naboskabet, der er den stærkeste infrastruktur.

Ikke alle har en traktor stående i indkørslen. De færreste har en rendegraver i baghånden. Men alle kan lade sig inspirere. For sammenhold handler ikke om maskiner, men om mindset. Om at se hinanden. Om at tage ansvar, også når det ikke er ens “opgave”.

Derfor skal vi glæde os over, at der findes indbyggere på Bornholm som Mads. Og vi skal være stolte af det fællesskab, han er en del af. For det er netop sådanne handlinger, der gør det godt – ja, skønt – at bo og leve på Bornholm.