Godt nyt – projektår - fra Campus Bornholm

Godt nyt – projektår - fra Campus Bornholm
Martin Lasse Hansen Sieben er fast kommentator på Tidende. Privatfoto
KOMMENTAR | DEBAT | 10. JAN • 19:00
Af:
Martin Lasse Hansen Sieben
kommentator
KOMMENTAR | DEBAT | 10. JAN • 19:00

Uddannelses-Ø Bornholm.

 

Den 11. november 2024 strejkede gymnasieeleverne på Campus Bornholm. De var, og er stadig, bekymrede for deres fremtid på Bornholm – ikke mindst i lyset af regeringens forslag til en uddannelsesreform, som de mener vil begrænse deres muligheder for at blive det, som de vil.

Eleverne på campus brugte på forbilledlig vis deres demokratiske ret til at udtrykke uenighed med politikerne – gennem konstruktiv dialog og en veltilrettelagt, hensynsfuld demonstration på skolen. Eleverne er i deres fulde ret til at have en kritisk holdning til finanslove og uddannelsesreformer – en holdning, som jeg ikke nødvendigvis deler, men deres stemmer skal der selvfølgelig være plads til.

Større udfordring

Der er dog en større udfordring, der presser sig på – en udfordring, som fylder mere end finanslov og reformer.

Det drejer sig om den negative demografiske udvikling på Bornholm. Denne udvikling er ikke ny, og vi taler ofte om den, men der er ingen lette løsninger. Den er heller ikke unik for Bornholm, da den rammer mange områder uden for de store byer i hele landet. Men Bornholm er den eneste ø uden en brofast forbindelse til resten af Danmark, og det gør det til en af de største udfordringer for en fortsat positiv udvikling af øen de næste mange år.

Ifølge Befolkningsprognose for Bornholms Regionskommune har antallet af 16-19-årige i perioden fra 2021 til 2024 faldet med 25%, og dette fald fortsætter – omend mere moderat – frem mod 2036.

Et tilsvarende fald ses i antallet af personer i den arbejdsdygtige alder. Faktisk falder antallet af personer i den arbejdsdygtige alder hurtigere end befolkningen generelt. Samlet set kan dette skabe store udfordringer både i forhold til at få dækket behovet for kvalificeret arbejdskraft og risikere at bremse eller i værste fald helt stoppe den positive udvikling på Bornholm. En sådan udfordring kalder på en fælles indsats – en indsats der både involverer uddannelse, erhvervsliv og politikere.

Et nyt projekt

På Campus Bornholm har vi fået et projekt i hus, som begynder i januar 2025. Projektet, Uddannelses-Ø Bornholm, er et treårigt projekt, som er finansieret af Region Hovedstaden, Den Europæiske Socialfond og Bornholms Regionskommune. Projektparterne er Campus Bornholm, Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole samt Københavns Professionshøjskole.

Projektets overordnede formål er at sikre de nødvendige, uddannede kompetencer i alle brancher på Bornholm – inden for erhvervsuddannelser og de videregående uddannelser med fokus på grøn omstilling og velfærdsuddannelserne. Der skal også sættes fokus på at motivere og inspirere flere borgere til at vælge uddannelse på Bornholm.

Projektet skal desuden øge opmærksomheden omkring Bornholm og de mange muligheder, der er her – ikke kun uddannelsesmæssigt, men også at arbejde og bo på Bornholm. Helt konkret skal projektet over de tre år øge optaget med 100 studerende og elever. Selvom 100 personer måske ikke virker som et stort tal, så kommer de ikke af sig selv. Det kræver en kæmpe arbejdsindsats fra projektgruppen, som i tæt samarbejde med både offentlige og private virksomheder på Bornholm skal løfte denne opgave.

Nytænkning er nødvendig

Det kræver, at vi tænker nyt og udvikler studiemiljøer med åbne værksteder, tværgående projekter og fællesskabsdannende aktiviteter.

Men det kræver også, at vi er åbne for at afprøve nye hybride undervisningsformer – som ikke nødvendigvis kun indebærer fysisk undervisning på Bornholm, men en kombination af fysisk og virtuel undervisning. Det er et afgørende skridt at tage for at kunne opretholde et bredt uddannelsesudbud på Bornholm - både nu og i fremtiden. Kvalificeret og uddannet arbejdskraft er blevet den mest ”efterspurgte vare” på hylderne og er afgørende for øens økonomiske, sociale og bæredygtige udvikling.

Mit håb er, at det bornholmske samfund vil tage godt imod projektmedarbejderne, når de tager rundt på øen for at kigge ind i en fremtid, hvor vi i fællesskab griber udviklingsmulighederne.

Martin Lasse Hansen Sieben er en af Tidendes faste kommentatorer. Han er bornholmer af fødsel og nu vendt tilbage som direktør for Campus Bornholm fra 2024. Denne gang skriver han om nye udfordringer og muligheder for uddannelse på Bornholm.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT