Fællesspisning er en gave til sammenholdet

Når folkehuset Hodda åbner for daglig fællesspisning på Store Torv, får Rønne et nyt sted, hvor relationer kan opstå helt naturligt – én tallerken ad gangen.

Der findes idéer, som er så enkle, at man næsten undrer sig over, hvorfor de ikke altid har været der. Fællesspisning er én af dem. Og torsdag får Rønne et nyt, bankende hjerte, når Folkehuset Hodda for første gang slår dørene op til daglig fællesspisning.

Det lyder måske som en lille ting: et måltid mad. Men i virkeligheden er det noget meget større. For fællesspisning handler ikke kun om at blive mæt. Det handler om at høre til.

Hver eneste dag kan 60 gæster spise sund mad til 80 kroner – sammen. Ikke ved små borde, hvor man kan gemme sig med sin egen tallerken og sin egen skærm. Men ved otte-mands borde, hvor man placeres side om side med andre mennesker, og hvor maden bliver serveret som fælles servering, man deler, mens man taler sammen.

Det er en genial detalje. For når man deler et fad, deler man ofte også noget andet: Et grin, en bemærkning, en historie fra dagen der gik. Og pludselig har man talt med et menneske, man aldrig før har mødt.

På den måde er man næsten sikker på at møde nye mennesker og skabe nye relationer netop dér, hvor man mindst venter det: midt i aftensulten.

Vi lever i en tid, hvor mange har mere travlt end nogensinde, men samtidig føler sig meget mere alene. Hvor fællesskabet i mange sammenhænge er blevet noget, man skal planlægge sig til, melde sig til eller betale sig til. Og hvor det kan føles som en hel præstation bare at komme ud ad døren og være sammen med andre.

Derfor er det ikke småting, Hodda nu sætter i gang. Det er en daglig invitation til fællesskab. En mulighed for at få en plads ved bordet – også når man ikke lige har nogen at følges med. Og en påmindelse om, at nærvær ikke behøver være højtideligt. Det kan være en tallerken mad, et stykke hjemmebagt brød med saltet smør og en snak hen over bordet om alt og ingenting.

Hodda kalder sig ikke en restaurant. Ikke en café. Men et folkehus. Og netop derfor giver det mening, at fællesspisningen ikke bliver målt på, hvor mange man kan presse ind i lokalet, men på om der er tid til at være værter. Tid til at se folk i øjnene. Tid til at sige velkommen. Tid til at skabe den atmosfære, hvor man tør blive hængende fem minutter længere, fordi det føles rart.

Når man lærer flere at kende – og hver dag knytter nye relationer – bliver Hodda i sandhed et bankende hjerte. Ikke bare for Store Torv. Ikke bare for Rønne. Men for hele Bornholm.

For vi har brug for steder, hvor man ikke skal have en bestemt rolle for at høre til. Hvor man bare kan komme, som man er. Og hvor fællesskabet bliver bygget op af de små gentagelser: en hverdag, en tallerken, et bord og en snak.

Så velkommen til folkehusets køkken. Velkommen til det lange bord. Og velkommen til et Bornholm, hvor vi igen husker, hvor meget vi egentlig kan med hinanden – når vi sætter os ned og deler maden.