Et andet syn på fleksboliger – fra en helårshusejer i Aarsdale

SYNSPUNKT | ABONNENT | 11. JAN 2023 • 15:30
Af:
Karen Lynn Jacobsen
helårs boende i Aarsdale
medlem kommunalbestyrelsen for S
SYNSPUNKT | ABONNENT
11. JAN 2023 • 15:30

Stop med at fremstille en misvisende og ensidig fortælling. Aarsdale er ikke en spøgelsesby!

 

Jeg synes altid, det er dejligt, når medlemmer af kommunalbestyrelsen tager en interesse i de små byer på Bornholm, men deres faktatjek skal være retvisende og ikke ensidet. I synspunktet fra 4. januar mener Enhedslisten Laura Kofoed og Helle Munk Ravnsborg, at der er behov for flere boliger på Bornholm og vil sikre, at bopælspligten udvides yderligere.

Det er korrekt, at der er behov for flere helårsboliger på Bornholm, og det er netop derfor, at der har været igangsat flere tiltag de seneste år. En skærpelse af overholdelse af bopælspligten i de byer med bopælspligt er en af løsningerne. En anden løsning er en investering i oprettelse af flere boligområder på øen – en investering som kommunalbestyrelsen har vist interesse for.

Hvad der ikke er korrekt, er deres fortælling om Aarsdale som værende en spøgelsesby og den mængde af bekymring, der findes i vores by. Det er korrekt, at der er en bekymring hos en del af borgerne, men der kan sås tvivl om det vægter højere end dem, som ikke har en bekymring.

Jeg bruger udtrykket 'deltidsborgere' for de mange i Aarsdale, som har købt et hus med et ønske om at benytte huset året rundt – og det gør de fleste – enten flere måneder ad gangen eller i de fleste weekender samt ferieperioderne. En udtalelse om, at disse huse er uden beboere det meste af året, er igen misvisende. Der er tale om enkelte huse, som ligeledes ikke egner sig til beboelse af familier.

De deltidsborgere, der er i Aarsdale, bidrager positivt, hvis man sørger for at tage godt imod dem. Flere er aktive medspillere og bidrager både med økonomi og tid til byens udvikling. Flere af dem har ligeledes til hensigt at flytte permanent til øen, så snart de når pensionsalderen. At et område er udlagt som en 'fleksboligzone', betyder jo ikke, at man ikke kan bosætte sig som 'fuldtidsborger'. I det øjeblik man bosætter sig på 'fuld tid'i et fleksbolig område, er ejendommen ikke længere en fleksbolig. Det er fakta, at salgspriserne i min by har været højere de seneste år, men priserne er faldende, og der har været flere huse på samme prisniveau, som dem der forefindes i Rønne. De salgspriser har også betydet en økonomisk gevinst og har givet flere af byens borgere mulighed for at låne i deres friværdi. Ved en fjernelse af fleksboligstatus kan det være med til at gøre boligejere teknisk insolvente og i sidste ende resultere i en tvangsauktion. Det tror jeg næppe, at hverken banker eller kommunen selv vil være interesseret i.

Det er fint, at lade den enkelte by tale sammen om fordele og ulemper og give et fingerpeg til kommunalbestyrelsen, men det skal gøres på en sådan måde, at alle kan give deres mening til kende. Det skal ikke kun være ved, at borgeren skal kunne møde op til et medlemsmøde, så hindrer man en del af bylivet i at deltage i en demokratisk drøftelse. Indtil dette sker, så stop med at fremstille en misvisende og ensidig fortælling.

Aarsdale er ikke en spøgelsesby!