Er der stadig bid i pressen?

Information ad libetum?

i en tid hvor informationsstrømmen aldrig har været større, og hvor sociale medier dominerer vores opmærksomhed, så er det på høje tid, at vi spørger os selv, om pressen stadig har musklerne – og friheden – til at udfylde sin rolle som den fjerde statsmagt.

For hvordan skal traditionelle medier udfordre magten, når de samtidig kæmper for overlevelse i en benhård kamp om klik og annoncekroner med techgiganter, der hverken har redaktøransvar eller demokratiske forpligtelser?

Og hvordan sikrer vi, at journalistikken ikke forvitrer, når pengene i stigende grad bestemmer, hvad der bliver skrevet – og hvad der ikke gør?

Vi står ved en skillevej. Enten styrker vi en fri og uafhængig presse, der tør bide fra sig – eller også lader vi markedslogikken gøre vagthunden til en skødehund.

Vi ytrer os som aldrig før, men er det ytringsfrihed?

Vi har bygget vores samfund på et vigtigt princip om retten til ytringsfrihed.

Med de nye sociale platforme ytrer vi os som aldrig før, og for nogle er det tegn på, at ytringsfriheden blomstrer, men jeg hævder det modsatte.

Vi har så mange kanaler og nyhedsstrømme, at vi dagligt bliver bombarderet med informationer. Vi er i højere grad end nogensinde afhængige af at kunne vurdere kilden og fakta bag den massive informationsstrøm – og det er blevet uoverskueligt.

Tilgængelighed

Samtidig med at vi skal forholde os til mere information dagligt, så betyder synlighed og medietilgængelighed alt, hvis man vil have en chance for at få en offentlig stemme.

Hvis jeg skal vælges til Folketinget, så er jeg afhængig af mediernes disponering. Derfor har jeg i højere grad end nogensinde før arbejdet med pressen og medier generelt. Jeg synes, at det er meget svært at få opmærksomhed i pressen – ikke nødvendigvis svært at få plads, men at blive promoveret og lanceret, så man ses og læses.

Det kræver kant, der gør det interessant for det medie, som man udkommer i. Hvis jeg siger noget dumt eller sviner nogen til, så er det markant lettere at få opmærksomhed end hvis jeg udtrykker mig civiliseret om et relevant, men komplekst emne.

Når penge taler, så skal man læse mellem linjerne

De traditionelle medier oplever faldende indtægter fra annoncer og abonnementer, hvilket har ført til nedskæringer, lukninger og øget konsolidering i ejerskabet.

Færre og større mediehuse kan føre til mindre mangfoldighed i nyhedsdækningen og øget risiko for ensretning. Især når danske og internationale investeringsfonde opkøber medievirksomheder med profitmaksimering som primært mål, så opstår der en konflikt mellem økonomi og journalistisk ansvar.

Så står vi over for den ultimative udfordring: Hvordan sikrer vi, at vagthunden stadig passer på os?

Bider en god vagthund sin ejer?

Risikoen ved investeringsfondes ejerskab er, at medier drevet af profitmotiver kan presse redaktioner til at prioritere klik, annoncer og hurtige indtægter frem for dybdegående journalistik.

Resultatet bliver mere sensationspræget indhold, færre ressourcer til undersøgende arbejde og mere sponsoreret indhold, der slører grænsen mellem redaktionelt og kommercielt. Vi mangler en lovgivning, der beskytter journalister mod økonomisk pres fra ejere.

Som branchen er i dag, så kan pengeinteresser undgå at "føle hundens tænder" – og det er et stort problem.

Pressen som demokratiets vagthund

Vi har stor tillid til, at pressen i Danmark vogter vores demokrati, og at det er dens opgave at sikre, at magthavere bliver holdt ansvarlige.

Når magten misbruges, så er det pressens rolle at afdække det og give borgerne indblik i magtens udøvelse. Så langt, så godt.

Men hvad sker der på mediefronten, hvor flere seriøse medier er under pres? Mange unge bruger ikke pressen som tidligere, men får størstedelen af deres nyheder fra sociale medier og nettjenester – oftest på deres telefon.

Derfor er det afgørende, at vi stiller krav til kvaliteten af nyheder på platforme som TikTok, YouTube, Instagram og Snapchat.

Nyheder på sociale platforme adskiller sig markant fra traditionelle medier, fordi de ikke er underlagt samme ansvar og regulering som for eksempel danske medieselskaber, der er dækket af Medieansvarsloven og underlagt Pressenævnet. Det betyder, at sociale medier ikke på samme måde kan pålægges at offentliggøre rettelser eller indrømmelser af fejl, hvis de bringer urigtige oplysninger.

Hvorfor skulle pressen lægge bånd på sig selv?

Pressens rolle som demokratiets vagthund er under pres fra digitalisering, ændrede medievaner og økonomiske interesser – især når investeringsfonde får større indflydelse på mediejerskabet.

For at sikre, at økonomiske hensyn ikke overskygger ansvaret for kvalitetsnyheder, er det nødvendigt med politiske tiltag, støtteordninger og en styrket medieuddannelse. Kun sådan kan vi sikre en fri, uafhængig og mangfoldig presse i fremtiden.

Hvis man ser på udviklingen i USA, så er det skræmmende, hvor hurtigt et stærkt demokrati har slået revner. Præsidenten kan udelukke pressen fra møder, lægge sag an mod kritisk dækning og dominere med sin egen platform, hvor nyheder filtreres gennem hans egen agenda.

Medierne skal være kloge nu – det er for sent, når antidemokratiske kræfter først er kommet til magten. Derfor skal pressen aktivt medvirke til at sikre, at vi i Danmark fastholder en fri og åben presse med styrke til at undersøge og informere borgerne.

Min anbefaling er klart: Pålæg de nye platforme at medvirke til finansiering af kvalitetsjournalistik og sikre juridisk, at det er muligt at gøre brugere ansvarlige for deres indhold.

Den frie presses fremtid er demokratiets fremtid

En fri og uafhængig presse er afgørende for demokratiet, da den sikrer gennemsigtighed og holder magthavere ansvarlige. Hvis økonomiske interesser overskygger det journalistiske ansvar, så risikerer vi, at pressen svigter sin rolle – og at borgerne mister adgangen til troværdig information.

Vi har et godt udgangspunkt i Danmark. For at modvirke ensretning skal vi sikre et bredt udbud af kvalitetsnyheder, styrke mediepluralisme og tilpasse støtteordninger til den digitale udvikling. Kun hvis vi sørger for, at nye og mindre medier kan overleve, er vi klar til det næste kvantespring inden for AI – uden at ofre demokratiets kerneværdier.