Den fjerde statsmagt – den frie presse

Reaktion på Flygares indlæg.

Kasper Flygare – socialdemokratiske kandidat – havde den 22. april et indlæg om pressens forhold.

Her forholder han sig med indsigt til pressens vilkår i dag. Det er blandt andet Tech giganternes uredigerede, men algoritmestyrede, ’nyheder’, kapitalkoncentrationen, den pressede økonomi med mere clickbait end redaktionelt indhold, mindre graverjournalistik, færre kritiske spørgsmål og så videre.

Flygare har selvfølgelig ret i, at dette fører til mindre kontrol med statsmagten – hvis man er i tvivl, så kan man – udover de rene diktaturer – se på lande som Ungarn, Indien eller Tyrkiet; dagens USA tør jeg slet ikke tænke på!

Min advarsel

Jeg vil gerne advare politikere her i Danmark.

I Danmark er hovedproblemet – efter min mening – ikke så meget medierne, som det er vores politikere og ministre, og deres mange krumspring for at undgå kritiske spørgsmål fra journalister og medier generelt.

Sociale medier

Prøv at lægge mærke til, hvor mange politiske initiativer som præsenteres på diverse sociale medier – ikke i interviews eller pressemøder.

På den måde undgår man jo kritiske spørgsmål til initiativet og kan blot – uimodsagt - lovprise sine egne fortræffeligheder.

Prøv at se på Folketingssalen – ingen hører efter, fordi alle sidder og skriver på sociale medier (det gælder i øvrigt også i kommunalbestyrelsen).

Hvis du bliver spurgt om dine politiske ’resultater’, så må du svare – ”ja, jeg har ikke fået vedtaget noget, men jeg lavet over 20 opslag i denne uge med over 5.000 clicks” – hurra!

”Kan ikke stille op”

Jeg får de fleste af mine nyheder fra radio (DR P1 eller udenlandske) og aviser (jeg er gammel).

I P1 Morgen og i P1 Orientering hører man ofte, at redaktionen har en kritisk sag, men den relevante minister har ’ikke lyst til/ikke mulighed for/finder ikke anledning til’ at stille op til et interview.

Nej, fordi så risikerer man jo at få kritiske spørgsmål, som det er sgu ikke sjovt for en "stakkels" minister.

Hvis det går højt, så sender de "et skriftligt svar", der typisk er indholdsløst og skrevet af en skattebetalt "rådgiver", eller en ordfører, som blot efterplaprer ministerens oprindelige udsagn tilføjet nogle søde tillægsord.

Undgå at svare

Hvis de så møder op, og alle lægger den røde løber ud, så er der med Fredriksens regeringer kommet en ny taktik.

Den er så gennemgående, at den må være indlært på et papegøjekursus. Den bruges af såvel ministre (Bruus er mesteren) som ordførere.

De får et kritisk spørgsmål, og starter på et langt, forberedt – men typisk irrelevant – "svar". Når journalisten så forsøger at afbryde med ”Det, som jeg spurgte om, var…”, så taler de blot videre i munden på den journalisten.

Således sikrer man, at ingen forstår noget, og ingen får et svar….og vupti, så er tiden gået.

I gamle dage

For ganske få år siden – 15-20 år – ville dette have smittet af på en ministers/politikers omdømme.

Det sker ikke i dag, fordi ingen af os forventer, at en minister eller politiker nogensinde svarer på et kritisk spørgsmål.

Det er ikke primært pressen, der svigter som den fjerde statsmagt – det er ministre og politikere, der svigter befolkningen

Dette går på tværs af alle partier - nogle er blot dygtigere.

Dette er foranlediget af Flygare, men det skal understreges, at den ikke gælder ham; han stiller op - og det går andre også!