Tak til chefredaktøren for lederen den 12. september hvor han opsummerer sagen i al sin groteske elendighed og venligt kalder det for ”skraldeeventyret” i stedet for et skraldemareridt, som sagen har udviklet sig til, hvor de implicerede parter skyder skylden på hinanden. Ligesom børn: ”Det er de andres skyld!”
En ting er, at vi siden nytår har betalt for noget, vi ikke har fået. Noget andet, at der foreløbig end ikke er udsigt til, at vi kan få klare retningslinier for, hvorledes sagen skal håndteres. Bofa har åbenbart uendelig lang tid til rådighed til at håndtere sagen, mens de stakkels borgere, hvis adgangsveje ikke opfylder kravene i et upræcist og forældet affaldsregulativ, har sølle 14 dage til at rette ind i forhold til nogle regler, der forhåbentlig ændres om kort tid. Standardargumentet fra BOFAs side til en midlertidig løsning er grotesk – fru Jensen på 92 år kan bare slæbe sin affaldssæk ud til skel, så skal den nok blive afhentet.