Energiø Bornholm – et luftkastel?

Vi er blevet for langsomme.

For et år siden beregnede Energistyrelsen sig frem til, at Energiø Bornholm mangler cirka 31,5 milliarder kroner for at være et samfundsøkonomisk rentabelt projekt, og dermed omkring 14 milliarder kroner mere end de 17,6 milliarder kroner, som regeringen har sat som støtteloft for projektet.

Det har fået magasinet Ingeniøren, Tænketanken Kraka og senest de økonomiske vismænd til at foreslå regeringen til enten helt at droppe projektet eller i det mindste til at genoverveje Energiø Bornholm.

Aflyste - eller udsatte - projekter

I det lys er det forståeligt nok, at medlemmer af kommunalbestyrelsen på Bornholm sammen med flere andre stiller sig tvivlende overfor projektet, og herunder også overfor den mulige energipark, som et snævert flertal i kommunalbestyrelsen ønsker at lægge en billet ind på.

Hertil kommer så et stigende antal grønne projekter, der enten droppes eller udsættes med flere år, blandt andet:

- I august 2024 besluttede energiselskabet Ørsted at trække sig ud af det svenske metanolprojekt Flagship One og dermed bære et tab på tæt ved 2 milliarder kroner.

- Den internationale energikoncern Shell har besluttet at droppe et andet svensk projekt, der skulle producere flybrændstof.

- Copenhagen Infrastructure Partners har udsat et større brintprojekt i Esbjerg.

- Energikoncernen Better Energy har udsat en række større solcelleprojekter til efter 2030.

Og i ugen før efterårsferien besluttede regeringen at udsætte igangsættelsen af brintrøret i Jylland fra 2028 til 2031. Brintrøret skal sikre eksport af danskproduceret brint til Tyskland, hvor efterspørgslen er stor. Det får konsekvenser for planlagt brintproduktion i Jylland gennem de såkaldte PtX-anlæg (Power-to-X).

”Uden et brintrør, ingen eksport, og uden eksport, ingen storskala-PtX-produktion”, udtalte bestyrelsesmedlem Rasmus Bach Nielsen fra virksomheden H2 Energy Esbjerg, der arbejder for et meget stort PtX-anlæg i Esbjerg.

Den globale vinkel

Er Energiø Bornholm blevet til et luftkastel, et fantasiprojekt uden økonomisk realisme, et fejlskud i den grønne omstilling, som klimaforandringerne ellers kalder så hårdt på?

Lad os hæve op i helikopteren og se udviklingen af havvindenergi på globalt plan, og udviklingen indenfor fremstillingen af grønne fuels til blandt andet. fly- og skibsindustrien gennem PtX.

Her er produktionen af havvindenergi fra 2021 til 2023 (seneste tal) mere end fordoblet til 75 GW (Energiø Bornholm er beregnet til 3,0-3,8 GW).

I 2020 stod EU for 80 procent af havvindenergien, men nu er det Kina og Storbritannien, der har førertrøjen.

I Kina steg omfanget af havvindenergi fra 4,6 GW i 2020 til 31,5 GW ved udgangen af 2023. I samme periode steg omfanget i Storbritannien fra 10,4 GW til 27,6 GW. Her taler vi om gennemførte projekter, og ikke de mange projekter, der yderligere er under planlægning - også i lande som USA, Australien, Sydkorea og Latinamerika.

Vi er langsomme

I Danmark og EU går udviklingen derimod langsommere end planlagt.

I lighed med solceller og el-biler står Kina også på dette område til at overtage markedet, hjulpet af billigere arbejdskraft, statsstøtte samt langt færre lovmæssige og andre regelmæssige hindringer.

Altså, udviklingen af havvindenergi – og for den sags skyld energiøer – på globalt plan buldrer derudaf.

Hvad så med PtX?

Der er fortsat mange spørgsmål behæftet med PtX, ikke mindst omkring økonomien. Men vi tager fejl, hvis vi sidder med et indtryk af, at PtX-udviklingen endnu blot befinder sig på forskningsstadiet og at der endnu ikke finder produktion af brint og grønne brændsler sted i større skala.

Ved udgangen af 2023 blev der rent faktisk på globalt plan realiseret omtrent 12 GW kapacitet inden for PtX. Der produceres grøn brint, men også andre former for energikonvertering som for eksempel syntetiske brændstoffer (e-fuels), grøn ammoniak og e-metanol.

Det første store danske PtX-anlæg ved Kassø i Sønderjylland er et af de projekter, hvor investorerne ikke har trukket sig ud. Det er meget langt fremme og forventer at indlede produktionen inden årets udgang med en produktion på cirka 32.000 ton e-metanol årligt. Efterspørgslen er stor - blandt andet er der indgået aftale med rederiet Mærsk, der allerede har indviet sit første store containerskib, baseret på e-metanol som brændstof.

Hvad med alle de droppede og udsatte projekter?

Administrerende direktør i teknologi-giganten Topsoe, Roeland Baan, citeres i Jyllands-Posten 11. september 2024 for følgende: ”At energigiganter trækker i land på sine udmeldinger, afventer at tage investeringsbeslutninger og dropper projekter er derfor ifølge topchefen blot et udtryk for, at hypen var en kende overdreven. Ikke at Topsoe, Ørsted og alskens andre energigiganter har satset sine penge på en teknologisk blindgyde.”

Topsoe var partner i det svenske Flagship One-projekt, som Ørsted nu med store tab har droppet sit engagement i. Det ærgrer Roeland Baan, som dog samtidig glæder sig over, at der er fremdrift i andre projekter og udtaler: ”Hvis der er en krise inden for de grønne brændstoffer, så lader Topsoes bundlinje sig ikke mærke af den”.

Roeland Baan fremhæver, at godt nok er farten gået af den grønne omstilling, men at der stadig er en sund efterspørgsel. Med de aktuelle udfordringer henviser han til udviklingen indenfor vindmølleindustrien, som heller ikke over de nu 50 år har været i en snorlige linje.

Den lokale vinkel

Energiø Bornholm kan anskues fra flere vinkler, herunder den lokaløkonomiske og den klimapolitiske.

Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) har analyseret sig frem til, at op imod 3.000 bornholmske arbejdspladser er truet af klimaforandringerne og følgerne heraf. Det gælder især indenfor landbruget, traditionelle industrier og følgeerhverv – herunder som følge af diverse offentlige tiltag som CO-2 afgift med videre samt diverse tilpasninger til klimaændringerne.

Uanset om tallet 3.000 holder eller bliver mindre, så vil udviklingen indebære en markant risiko for et større fald i befolkningstallet, og dermed for opretholdelsen at det, vi kan kalde samfundskritiske infrastrukturer – uddannelser på Campus, funktioner på sygehuset og så videre.

Energiø Bornholm med erhvervspark kan måske ikke kompensere fuldt for det tab af arbejdspladser og befolkningstal, der vil komme – men det er uhyre vanskeligt at finde andre udviklingspotentialer.

Ikke kun lokalt

Men Energiø Bornholm bør ikke alene ses ud fra rent lokaløkonomiske interesser.

Projektet skal også ses som et klimapolitisk tiltag med betydning for den grønne omstilling i hele EU. Det gælder ikke mindst for Tyskland, der står med gevaldige udfordringer i at frigøre sig fra russisk gas og olie.

Vi kan læne os tilbage, afvente udviklingen indenfor havvindenergi og PtX, overlade markedet til kineserne og andre globale aktører. Men vil konsekvensen så ikke blot være, at Bornholm alene står tilbage med de negative følger af klimaforandringerne i form af tab af arbejdspladser og yderligere fald i befolkningstallet?

Niels Chresten Andersen er en af Tidendes faste kommentatorer

Han har igennem mange år arbejdet med udviklingsarbejde med udgangspunkt i forskellige internationale samarbejder.

De referencer, som indlægget bygger på, er blandt andet:

"Results of the cost-benefit analysis of establish ing offshore wind in the form of an energy is land in the Baltic Sea"

"Global - Offshore Wind Report 2024"

"China’s Growing Offshore Wind Energy Drive"

Hvis man ønsker flere referencer i forholdet til indlægget, så kan man kontakte debatredaktøren