Sygdom aflyser premiereforestilling

Sygdom aflyser premiereforestilling
Bornholms Teater har måtte aflyse premieren på forestillingen 'Buster'. Arkivfoto
NOTITS | KULTUR | Onsdag 21. august 2024 • 14:30
NOTITS | KULTUR | Onsdag 21. august 2024 • 14:30

Bornholms Teater er nødsaget til at aflyse deres kommende forestilling ’Buster’, som ellers skulle have haft premiere den 31. august.

Aflysningen skyldes sygdom hos hovedaktøren Kasper Ravnhøj, fortæller Bornholms Teater i en pressemeddelelse.

Da forestillingen er en meget fysisk forestilling, domineret af fysiske stunts, hvor Kasper Ravnhøj blandt andet kaster sig ud fra loftsbjælker og falder ned gennem huller i gulvet, har teatret i samråd med Kasper Ravnhøj vurderet, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre forestillingen på nuværende tidspunkt.

– Der er næsten ikke noget værre for et teater end at måtte aflyse en forestilling, som der er blevet arbejdet og knoklet på i flere måneder. Så det er vi utroligt kede af. Men skuespillernes helbred og sikkerhed trumfer alt andet, og i den nuværende situation har vi altså måttet tage den svære beslutning, at i første omgang aflyser forestillingen af hensyn til Kasper. Da vi næsten er færdige med at producere forestillingen, håber vi imidlertid at kunne gennemføre den på et senere tidspunkt, siger teaterchef Jens Svane Boutrup.

Billetter vil blive refunderet, og grupper og foreninger vil blive kontaktet direkte, oplyser Bornholms Teater og tilføjer, at skulle nogen ikke få besked i løbet af den næste uges tid, er man velkommen til at kontakte teatret.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT