Jeg kan ikke huske, om det var min mor eller min far, der sagde det, men jeg var ikke i tvivl om, at de begge mente det.
Jeg sukkede dybt. Det var ikke det, jeg havde håbet på at høre. Jeg var 19 år og var lige begyndt på et arbejde på en fabrik i Roskilde, hvor jeg fra morgen til aften stod ved en maskine og fremstillede Margrethe-skåle. Jeg kunne nå at lave omkring 450 skåle om dagen, mens jeg lyttede til Bruce Springsteen i min walkman. Der var mørkt udenfor, når jeg mødte om morgenen, og mørkt om eftermiddagen, når jeg havde fri, og der var ingen vinduer at kigge ud af fra min plads ved støbemaskinen. Det var de længste og kedeligste dage i mit liv, og jeg var klar til at sige op efter to dage. Men mine forældre fik mig altså på andre tanker, og jeg lærte, at det har en værdi at stå op til et arbejde, uanset hvilken slags arbejde det er.
Drømme.
Når jeg drømmer om gode skoler med glade elever, daginstitutioner med masser af tid til børnene og om hjertevarm omsorg til vores ældre, så ved jeg også, at pengene skal findes et sted. Vi kan godt håbe på, at udligningen mellem kommunerne en dag bliver mere retfærdig, at der flytter en masse mennesker med høje indtægter til Bornholm eller at nye store virksomheder pludselig synes, at det er attraktivt at slå sig ned på Bornholm. Hvert år håber vi også, at puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner bliver større, og at Bornholm får en god luns af den.