DF: Sådan kan vi spare et stort millionbeløb

Tag jer i agt for politisk teater og nemme svar på komplekse problemer, skriver DF'eren René Danielsson.

”Mor, han har jo ikke noget tøj på!”. Det citat er fra et H.C. Andersen-eventyr, hvor det er et barn, der gør det omkringliggende samfund opmærksom på, at de opfører sig åndssvagt, når de ikke siger det åbenlyse i forhold til kejseren og dennes ageren.

I disse tider har vi i DF haft den rolle lidt rigeligt. Først kom regeringen med deres ældrereform (men det er ikke den vi fokuserer på her), og så kom de lokale socialdemokrater med det, som skulle redde kommunens økonomi.

Må indrømme, at jeg tabte kæben, da jeg læste den mail. En masse varm luft uden nogen (nye) konkrete tiltag eller finansieringer. Tillad mig at dissekere den lidt. Af hensyn til spaltepladsen nøjes vi med nogle få:

1. Man vil inddrage ny teknologi.

Kommentar: Der er kun et problem. Det er møgdyrt. De penge, vi lige har sat af, er stort set væk. 15 mio. kr. Du kan ikke investere i mere uden at finde nogle penge.

2. Der skal genforhandles kontrakter grundet anbringelsespriserne.

Kommentar: Det sker faktisk i dag.

3. Afvikling af kommunale bygninger.

Kommentar: Vi mangler kapacitet. Børnehaver, botilbud osv. Man kan ikke klippe håret af en skaldet.

4. Man vil måle på vores serviceniveau.

Kommentar: Er det kun os i DF som synes, at vores lokale niveau ikke er synderligt højt? Eksempelvis bruger vi på Bornholm en tredjedel mere end i København på ældre og voksne med særlige behov pr. indbygger. Det havde klædt socialdemokraterne at pege på, hvilke besparelser som så skulle iværksættes, hvis deres forslag skulle blive til virkelighed.

Og så indeholder ”planen” en masse politikersnak. Hurtigere dit. Bedre dat. Og ikke et eneste: ”Sådan her gør vi det”.

Det gør selvfølgelig, at vi er nogle, som klør os lidt i håret og stiller spørgsmål. Så bliver afsenderne lidt fornærmede, og det går nok også - selvom det havde været bedre for det interne arbejdsklima i kommunalbestyrelsen, hvis det var den bornholmske presse, som begyndte at stille de nødvendige spørgsmål.

Vi stiller ikke vores spørgsmål for at være på tværs. Vi stiller dem, fordi det er nødvendigt. Også fordi vi på Bornholm har været udfordrede af forslag, som ikke kunne lade sig gøre. Det er ikke et år siden, at vi diskuterede parkering blandt andet. Ligesom at der var forslag på de bløde områder, som heller ikke kunne lade sig gøre. Alle sammen i øvrigt vedtaget af socialdemokraterne, og det medfører selvfølgelig en vis agtpågivenhed, når de så udsender en såkaldt ”økonomisk redningsplan”. Det ledte lidt tankerne hen på Frank Jensen (socialdemokratisk overborgmester), som ville være løsningen på trods af, at det faktisk var ham der var problemet i en helt anden type sag vel og mærket.

Hvad vil DF så?

I DF opererer vi ud fra et ret simpelt princip. Kerneopgaven før alt andet. Det vil sige, at vi budgetterer ud fra at investere i (skåne i sparetider) de yngste, de ældste og de svageste. Alt andet må vige. Det betyder, at vi ikke kaster om os med luftkasteller i forhold til de grønne projekter eller kommer med store planer, som ikke vil kunne holde otte måneder i virkelighedens verden. Derimod er det rugbrødsarbejde. Rigtigt tungt politisk rugbrødsarbejde - og så hård prioritering. For nogle af vores kolleger er det da også så hård kost, at de ikke vil se vores vej. Men kommunens langsigtede økonomiske situation og deres iver for at bruge penge på projekter gør, at det forhåbentlig kan blive virkelighed. Og hvad er det så?

Systematisk repatriering. Eller hjemsendelser på almindeligt dansk. Siden 2015 er antallet af ikke-vestlige indvandrere på Bornholm steget med 145 procent. Finansministeriet har lige dokumenteret, at disse i gennemsnit bidrager med et minus på over 70.000 på de offentlige finanser pr. styk – og her er det ikke alle udgifter, som er regnet med, da mange af de kommunale er svære at regne på.

Men det her ved vi. Vi ved at mange bor i alment byggeri. Noget vi mangler på øen. Vi ved, at færre er i arbejde. Vi ved, at de medfører et kæmpe træk på ressourcer på de områder, som er hårdt ramt i forvejen økonomisk, og som dræner kommunekassen igennem tillægsbevillinger.

Så ved systematisk at få flere af dem til at rejse hjem, så frigives boligmasse og økonomi. En del økonomi. Har vi de eksakte tal? Nej. Men vi arbejder med enkeltsager i kommunen, som kan koste op mod fem mio. kr. stykket, og vi taler om at hjemsende minimum 600 mennesker for at ramme et 2015-niveau, så kan beløbet godt vise sig at være stort. Virkelig stort. Og som minimum burde der være 15 mio. kr. at hente jf. tidligere af BRK opgjorte data.

Og BRK er faktisk gode til at hjemsende. Kommunalbestyrelsen skal bare turde at prioritere en yderligere indsats. Og indtil den gør det, så kæmper vi med næb og klør for, at de yngste, ældste og svageste ikke rammes af unødige besparelser.

Jagten på det uopnåelige

Politikere vælges efter hvad de vil, og derfor er der mange, som vil det hele – på den halve tid. Mange går og siger tallet – ”42.000”. Det er tallet, som er blevet en redningskrans – startende hos den daværende kommunalbestyrelse. Tallet blev, som det gjorde, grundet en udregning, som viste, at vi med den daværende situation kunne tjene 56 mio. kr. mere om året.

Man skal bare lige nå det først. Og det koster penge at komme dertil. Det er derfor måske også på tide, at vi begraver den ide endegyldigt. For hvis det ender med at koste på bornholmernes livsvilkår, så kan det i vores optik være lige meget – og helt ærligt. Det er det nok også. Bornholm får over 1.000 mio. kr. i støtte og tilskud om året (altså over 1 mia. kr.), og derfor er det at slå plat at bilde bornholmerne ind, at hvis vi bare bliver 42.000 indbyggere, så bliver alt fryd og gammen.

Det bliver det ikke. Og derfor er det alle bornholmere (og journalisters) opgave at kigge på øens politikere og stille dem det eneste rigtige spørgsmål – nemlig: ”hvordan?”.

Og kan de så ikke svare, så er det tilladt at råbe som i H.C. Andersens eventyr: ”Jamen de har jo ikke noget tøj på!”.