Debat: Nogle gange kunne man godt ønske sig mindre blyantsskubberi og nidkærhed

SYNSPUNKT

Regeringen har cirkelsparket restaurationsbranchen som helhed – uden skelen til naturen i vores arbejde og hvor forskelligartede branchens serviceområder egentlig er. Man har rettet bager for smed og sidestiller udendørs à la carte på frokostrestauranter med en bodega i Jomfru Ane Gade efter klokken 22. Det er jo også restaurationsvirksomhed. En underlig logik.

I det Herrens corona-år 2020 havde vi 72.000 gæster igennem restaurant Ekkodalshuset fra den 24. maj til den 1. oktober. Vesir, mundbind og håndsprit samt fire tændte mobiltelefoner med Smittestop-appen midt i serviceområdet var vilkår, vi levede med. Ikke én eneste gang bippede appen. Ikke én eneste gang blev nogle af de 18 medarbejdere syge. Ikke én eneste gang umuliggjorde retningslinjerne driften. Ikke én eneste gang blev vi en del af smittesporingen.

Vi er uddannede i at jagte bakterier (ved godt dette er en virus, men sammenligningen holder tilnærmelsesvis) og vasker som største selvfølgelighed hænder mange gange om dagen. Hygiejne er i forvejen i højsædet på en restaurant, og en ferm kirurg ville kunne foretage en operation på restaurantens køkkenbord på uanmeldt besøg. Så rent er der. Så rent SKAL der være.

Men det er ikke det værste. Efter at have sat restaurationsbranchen i et vederstyggeligt jerngreb og derved tvunget den i knæ, tilføjer man nu et spidsfindigt 'coup de grâce': Klapjagten på branchens vigtigste aktiv – nemlig de medarbejdere, der har mistet sit arbejde.

Nidkært, rigidt og med et systematisk blanket-rytteri jagter man nu tvangs-arbejdsløse tjenere, kokke, opvaskere m.m ud på arbejdsmarkedet fra jobcentrene. Som var de alle døgenigte, fusentaster og uduelige snyltere i statskassen. En fuldstændig vanvittig klapjagt på mennesker, der i forvejen er ramt, og på en branche, der er ved at udånde. Vi har i forvejen afsindig svært ved at finde medarbejdere i branchen, men nu skal vores trofaste, loyale og dygtige medarbejdere altså piskes over rygstykkerne for at finde anden beskæftigelse, selvom alle jo udmærket ved, at så snart fru Frederiksen åbner op igen, har de alle job fra dag et!

Var tvangslukningen ikke nok? Skal vi nu også stiltiende affinde os med, at branchen systematisk årelades for medarbejdere, når vi nu alle ved, at det eneste alternativ i denne tid er at forlade den? Nogle gange kunne man godt ønske sig mindre blyantskubberi og nidkært blanketrytteri, og at man med en 'nødret' gav jobcentrene mulighed for at udvise konduite og skynde sig langsomt. Bare en gang imellem.