Debat: Der skal gøres mere for at fremme biodiversiteten

Debat: Der skal gøres mere for at fremme biodiversiteten
Arkivfoto: Berit Hvassum
LÆSERBREV | DEBAT | Tirsdag 25. januar 2022 • 10:30
Af:
Hans Ole Bech
Tulipanvej 40
Aakirkeby
Ralf Marcoux Skovgaard
Melstedvej 5
Gudhjem
LÆSERBREV | DEBAT | Tirsdag 25. januar 2022 • 10:30

Det Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne på Bornholm vil arbejde for, at der skal gøres mere for at fremme biodiversiteten i eksisterende naturområder og skove og at udvide områder med natur.


I dansk politik er der to grøfter i forhold til miljø-, natur- og klimapolitik. Nationalparker med for lidt vild natur, der blev etableret i perioden 2008 – 2018, er et eksempel på den ene grøft – og forslaget i 2020 om at etablere naturnationalparker er et eksempel på den anden grøft.

Bornholm er unik – også i forhold til natur og vildnatur. Sprækkedale, andre ådale, kystområder, områder med klipper har medført, at store områder på Bornholm er blevet bevaret som natur. Et eksempel er sprækkedalen ved Sandkaas, der hedder Storedalen. Her er der mulighed for at se vild naturlig natur.

Lukning af fysiske grøfter er en ikke uvæsentlig del i planerne om at etablere Naturnationalpark i Almindingen. Det er et meget godt indhold i planerne, og som vi kan støtte fuldt ud. Planerne om lukning af grøfter og en hævning af bunden i visse vandløb og grøfter, så der opstår flere våde enge og større vådområder, kan med fordel udvides til at handle om hele den nordligste del af det topografiske opland til Læs Å. Dette vil også give meget større vådområder, og formentlig igen gøre Læs Å vandførende hele året, til stor gavn for ørreder og anden fauna og flora i og ved åen.

Dét at genskabe våde enge og anden våd natur er godt for biodiversiteten. Forbedringerne tager tid, men det er den rigtige vej at gå. Vi ved, at en del af området er ejet af private grundejere, men vi mener, at det er værd at forsøge at få vandstanden ført tilbage til det oprindelige niveau i en stor del af området.

Ved Naturstyrelsens planer om udlægning af et stort område i Almindingen til mere urørt skov og helårsgræsning er det forventningen, at området, hvor der i dag er plantage, gradvist vil vige pladsen til fordel for en mosaik af varierede naturtyper, der giver mange forskellige levesteder for dyr og planter. Som led i forberedelsen af naturnationalparken vil Naturstyrelsen se nærmere på behovet for en indledende indsats med at omdanne nåletræsplantager til lysåben natur og mere varierede skove, og vil fjerne ikke hjemmehørende træarter. Vi synes, at der er mange gode tanker i dette, men er meget sikre på, at det kan kombineres med at nogle områder samtidig kan bruges til produktion af træ til klimavenlige produkter som for eksepel bygningstømmer.

Tiltag i forhold til mere naturlig skov og anden natur, helårsgræsning og andre tiltag for at fremme og udvide området med bornholmsk natur foregår også i kommunens skove og naturområder. Desuden er kommunens planer om ”Bornholms Grønne Bølge” også med til at styrke naturen i et bælte ned over Bornholm fra Hammeren til Dueodde.

Kommunens biodiversitetspulje er også et godt bidrag til at fremme Bornholms naturlige natur.

Bornholms Natur skal i fremtiden i høj grad være reserveret til naturlig natur, og kun i mindre grad bruges til erhvervsinteresser og andet der belaster naturen. Men vi mener, at der er mange steder, hvor naturlig natur og klima tiltag kan gå hånd i hånd med erhvervsinteresser. Eksempler på dette er produktion af produktionstømmer, turistinteresser med adgang til naturen, råstofvinding, og at der i meget små områder kan være for eksempel trætopshytter og motorbaner. Råstofindvinding på Bornholm har mange steder efterladt spændende natur og vådområder, der formentlig også har fremmet biodiversiteten. Også afgræsning af enge og vådområder fremmer i høj grad biodiversiteten.

Hegn og afgræsning med bison, krondyr, kvæg, dådyr, heste mv. for at fremme biodiversiteten, er et vanskeligt og følsomt emne. Vores holdning er, at der skal hegnes så lidt som muligt, og at dyrene ikke må sulte eller på anden måde lide vanrøgt. Dyr til afgræsning skal behandles for parasitter og andet, fordi de går meget i de samme områder og på de samme veksler. Ungdyr i tamkvæg kan heller ikke gå på de samme græsmarker uden at blive flyttet til nye områder, og nogle gange blive behandlet mod for eksempel lungeorm. Noget tyder på, at der i bestanden af bison i Almindingen kan være mistrivsel, skævvridning i kønsfordelingen og stor overdødelighed. Dette fremmer ikke befolkningens positive holdning til udvikling af naturen.

Det er helt afgørende, at bornholmerne har forståelse for den grønne omstilling bredt set, og at de kan involvere og engagere sig i den proces. Her mener vi også, at loven og processen i forhold til at etablere naturnationalparker er helt afgørende, og at de har det rette indhold og en lokal inddragelse, samt ikke mindst reel lokal indflydelse. Det skader projektet og den generelle grønne omstilling, hvis planerne fra centralt hold presses igennem, og at eksperter, andre fagpersoner og borgere tromles, fordi de er skeptiske overfor dele af projektet. Ved at benytte tamkvæg, der flyttes rundt imellem mindre indhegninger, kan der formentlig opnås samme effekt på biodiversiteten, som hvis der bruges krondyr.

Vi ser gerne, at der i Naturnationalparker etableres nye stier og indretninger, hvor befolkningen og turister, bedre end i dag, kan se og forstå naturens store værdi. Det kunne for eksempel være, at der ved et vandløb eller en sø etableres noget i retning af en ”undervandsudkigskasse” som ved Ganer Å ved Skjern i Vestjylland.

Vi synes, at nogle af de mange penge, der er afsat til en Naturnationalpark på Bornholm, med fordel kunne bruges til projekter, hvor natur og biodiversitet fremmes på hele øen og især i områder for den ”Grønne Bølge”. Der er behov for penge til at udføre grundejernes projekter, og der er brug for mere personale i kommunen og Naturstyrelsen Bornholm til at udarbejde planer, inspirere og vejlede grundejere og udvælge, hvilke af grundejernes projekter, der giver mest natur og biodiversitet for pengene.

FÅ ABONNEMENT