Debat der batter

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 14. december 2025 • 19:00
Af:
Danny Christensen
Allinge
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 14. december 2025 • 19:00

Barren og niveauet for informationer bør i den grad hæves, hvis vi i vores fælles kamp for bevarelse af vores lokale medier skal gøre os håb om at blive taget seriøst.

I ugen, hvor debatten flød over med kronikker, artikler, kommentarer og læserbreve begrundet med frygten for konsekvenserne i kulturministeren medieudspil, observerede jeg noget pudsigt.

Udspillet, der alt andet lige, jo kun er vejledende, har slet ingen gang på jorden. Det bliver formodentlig aldrig til noget.

Men netop den dag var det stærkt beskæmmende, ja nærmest lidt grinagtigt at erfare, at vores to største medier på Bornholm, på dagen, hvor alle havde fokus på de bornholmske medier, bragte dette.

På TV2's hjemmeside i en blå blok stod: “43-årig kørte over for rødt”! - altså en “nyhed”, der handlede om en meget lille trafikforseelse. Bornholms Tidende skrev den selvsamme dag i sin leder om hundes efterladenskaber på en vejstrækning i Rønne!

Som Anders Breinholt ville have sagt i Natholdet: “Vigtig viden, eller ligegyldig info”?

Den slags "petitjournalistik" burde vi nok overlade til bornholm.nu.

Barren bør hæves

Barren og niveauet for informationer bør i den grad hæves, hvis vi i vores fælles kamp for bevarelse af vores lokale medier skal gøre os håb om at blive taget seriøst.

Og det skal vi - altså både blive taget seriøst og beholde vores lokale tv station - koste hvad det vil!

Lokal indsats

Den nye medielov kommer allertidligst om et år, måske nærmere om halvandet, afhængig af den kommende regerings nye sammensætning.

Indtil da anbefaler journalisten Ulla Bechsgaard og kommentatoren Jarl Cordua, at vi alle her på Bornholm skal lave en stor lobbyindsats og stå sammen. Både foreninger, erhvervslivet, befolkningen og politikerne.

Vi har nu omkring halvandet år til at kæmpe og vise, at vi ønsker at bevare vores lokale tv her på Bornholm. Vi skal på denne relativt korte tid forsikre kommende medieordførere og andre politikere, samt den kommende kulturminister, om, at man indholdsmæssigt forstår at forny sig og dermed er helt klar til at fastholde og bevare både nye og gamle seere.

Fornyelse

Fornyelse skal der nemlig til. At de unge streamer og bruger tiden på alle mulige andre platforme kan vi nok ikke konkurrere med. Men hvis vi heller ikke kan fastholde forældresegmentets engagement, så er der “kun” os 13-14.000 gamle medborgere og trofaste seere tilbage. Og det er næppe nok til at vende skuden.

Men det er da i det mindste godt at se, at “ekspertgruppen” mener, at “den demokratiske samtale” skal styrkes - dette efterhånden ret så slidte udsagn, der nærmest er blevet en floskel, og som normalt kun bruges af folkemødetilhængerne, når noget skal opnås eller forsvares.

Innovativt nok?

Jarl Cordua rammer decideret noget meget centralt, når han spørger, om TV Bornholm er innovativt nok? Om indholdet er unikt? Vedkommende? Eller om man trænger til at støve noget af og gentænke og nuancere indholdet med henblik på også at få alle de unge i tale?

Så indtil der kommer en afgørelse, så må vi nok leve med stadig at risikere at blive informeret om, at en mand kører over for rødt lys og at et par medborgere har glemt deres hundeposer. Men skæg for sig, og snot for sig, som man siger.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT