Åbent brev til Trafikkontaktrådet: 'Der er brug for handling nu'

SYNSPUNKT | DEBAT | 3. MAJ • 16:15
Af:
Ann Hartl
marketingchef hos DAT
SYNSPUNKT | DEBAT | 3. MAJ • 16:15

Åbent brev til Trafikkontaktrådet fra DAT.

Lørdag, den 3. maj er det 13 år siden at Cimber Sterling om morgenen indgav konkursbe-gæring ved retten i Sønderborg, mens deres morgenfly fra Bornholm var i luften på vej til

København fyldt med pendlere og andet godtfolk. Samme aften lettede det første DAT flyfra Kastrup med kurs mod Bornholm. I DAT kendte vi godt ruten til Bornholm, for havde vi betjent den i en toårig periode nogle år forinden.

Cimber Sterling gik ikke konkurs fordi ruten mellem Bornholm og Kastrup lufthavn gik dårligt, men af helt andre årsager. Så da DAT kom til og etablerede Bornholmerflyet, kom der straks gang i en positiv udvikling. I samarbejde med DATs brugerråd, de største kunder og Bornholms Passagerforening fandt man frem til de rette billettyper, frekvenser og kundebetjening.

Frem til 2016 var passagerudviklingen positiv i Bornholms lufthavn, herefter fulgte der et par år med afmatning og så tog antallet af rejsende et tydeligt dyk fra 2018 til 2019. Introduktionen af nye, væsentligt billigere færgepriser var med til at ændre især bornholmernes rejsevaner betydeligt. Fra at man kunne undvære ens bil på rejsen, blev det lige pludselig overordentligt attraktivt at fylde bilen op og komme afsted til 99,- kr. Tallene fra Danmarks statistik går kun frem til udgangen af 2023, men mens andre lufthavne er ved at have indhentet ift. Corona-årene, så halter Bornholm fortsat bagefter.

Hvad er så årsagen til det?

Omkostningsniveauet generelt er steget – det gælder for alle, ikke kun flyselskabet, menudviklingen i omkostningerne, ekstra afgifter og væsentligt øgede udgifter til at benytte Københavns lufthavn (både til lufthavnen og til en ny handling agent) har stillet DAT i en position, hvor vi har været nødt til at tilpasse både kapacitet, frekvens og priser på måder, som ikke fremmer de almindelige passagerers interesse i at se flyet som et relevant alternativ til færgen. Så selvom færgepriserne er gået op, så er flybilletterne steget så meget mere i pris, at passagererne fravælger flyet.

Flyanalysens resultater

I 2024 modtog Trafikkontaktrådet resultaterne af den af rådet året forinden bestilte analyse af flybetjeningen af Bornholm. Analysen konkluderer, at flyruten er af afgørende betydning for Bornholm. Den præsenterer også nogle løsningsmodeller, som tager udgangspunkt i en omfordeling af tilskuddet til den samfundsbegrundede transport til også at indbefatte flyet.

Betydningen af flyruten er uomtvistelig, men allerede i december 2023 meddelte DAT Trafikkontaktrådet, at ruten var nødlidende. Dette blev yderligere understreget, da analysens resultater blev offentliggjort. Trafikkontaktrådet allierede sig med Region Hovedstaden og Transportministeriet, men har desværre endnu ikke givet en tydelig udmelding, hvad man ønsker.

Udbuddet for patient- og tjenesterejser

Udbuddet for indkøbsaftalen af patient- og tjenesterejser blev offentliggjort den 16. april. I udbuddet tager man udgangspunkt i, at ruten vil kunne opereres med et enkelt fly, dog med option på, at dette kan ændres til et program, der ligner i dag og hvilket kræver to (overnattende) fly. Mens løsningen med et enkelt fly vil gøre det væsentligt mindre omkostningstungt for flyselskabet, så vil dette medføre yderligere forringelser for de bornholmske flypassagerer. Rammeaftalen var i forvejen ikke særlig attraktiv for en operatør, men understøtter heller ikke længere en attraktiv flybetjening for andre kunder end dem der er dækket af aftalen.

Udbuddet kræver fortsat en væsentlig højere kapacitet end den der kan forventes indkøbt af patient- og tjenesterejser. Hvis markedet fortsat var, som ved det seneste udbud, så kunne denne kapacitet sagtens sælges, men det kan ikke længere lade sig gøre til attraktive priser, hvor operatøren samtidig tjener penge.

Støtte eller…?

I DAT har vi flere gange foreslået, at der kunne gives støtte, som følger de rejsende, frem for operatøren. På den måde omsættes støttekronerne direkte til lavere priser – evt. overfor udvalgte kundegrupper (sociale rabatter for unge, studerende, værnepligtige og seniorer). Flyanalysen påviser, at en omfordeling af støttekronerne vil give en klar samfundsøkonomisk gevinst. Mens et kommende udbud først skal udarbejdes, så træder en ny kontrakt for den samfundsbegrundede transport fra og til Bornholm først i kraft 1.9.2030 - om fem og et halvt år.

Det er der lang tid til! - der er brug for handling nu for at stoppe den dødsspiral vi har bevæget os ind i. Vi vil Bornholm og ønsker fortsat at betjene det bornholmske samfund, men vi har brug for at vide, hvad Bornholm ønsker af flybetjening og vi har brug for at der findes en løsning i fællesskab hurtigt, så en fortsat god flybetjening af Bornholm bliver muligt.

FÅ ABONNEMENT