Debattøren mener, at statsministeren blander æbler og pærer
Reaktionen fra Mette Frederiksen på programmet Den sorte svane blev som jeg forventede: Et krav om en større indsats fra politiet side og længere fængselsstraffe til de, der bliver dømt i forhold til hvidvaskning af penge og salg af narkotika, fx. cannabis.
Hermed synes jeg, at hun blander æbler og pærer sammen.
Jeg kan kun være enig med statsministeren når hun vil have en større indsats fra politiets side i forhold til indsmugling og salg af stærkere former for narkotiske produkter, fx. heroin.
Problemet er, at der allerede nu mangler det nødvendige mandskab hos politiet til reelt at kunne dæmme op for salget af cannabis og stærkere stoffer. Det er ikke mindst hos de unge, der desværre ind i mellem bruger stærkere narkotiske stoffer end cannabis, og hvor afhængighed iblandt dem ligger ligefor. Det er et problem som der skal fokus på fra politiets og myndighedernes side. Dette er en virkelighed, som selv Statsministeren må forholde sig til.
Legalisering
Det undrer mig derfor rigtigt meget, at en legalisering af cannabis ikke allerede har fundet sted - ikke mindst i lyset af de seneste års bandekrige med vold skuddrab og forråelse i mange af vores store byer, og den deraf følgende hvidvaskning af penge, der kommer fx. fra narkosalg eller indsmugling af diverse narkotiske stoffer.
Bagmændene - de der tjener formuer på alt dette - finder du ofte iblandt de, der har mest i vores samfund. Ganske ofte er der stor utryghed for de borgere, der bor i de områder i landet hvor handlen foregår.
På Christiania kæmpede flere end to bander, om de mange kunder/borgere der købte deres hash der. Banderne består både af danske bander og bander med anden etnisk baggrund end dansk, der lever af salg af narkotika, herunder cannabis.
Følgerne
Konflikterne imellem banderne bryder forsat ind i mellem ud i lys lue, med vold og drab som følge.
Igennem et halvt århunderede har et stadig stigende antal borgere brugt cannabis, bl.a. som rusmiddel som et alternativ til alkohol, der beviseligt er langt mere sundhedsskadeligt end hash.
Politiet bruger rigtigt mange årsværk på bekæmpelse af hashhandlen over hele landet. Ikke mindst da man lukkede Christiania med den konsekvens at salget af cannabis blev spredt ud over hovedstaden og her uden den store effekt.
Samtidigt er der ikke langt i mellem pusherne rundt om i landet - ja selv i de mindre byer eller øer kan der købes cannabis uden de store problemer.
Opgaven bliver ikke mindre af, at cannabis nu også er legaliseret i Tyskland. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan grænsehandlen fra Tyskland vil få udvidet sit sortiment betydeligt
Skal dette stoppes vil det kræve langt flere ressourcer fra både politi og told både ved grænsen og i resten af landet.
Kan det stoppes?
Er det muligt? Nej, det tror jeg ikke.
Har politiet svigtet deres opgave? Ikke i min optik. Fingeren må pege på politikernes mangel på indsigt, når de blindt smider ressourcer efter en tabt sag.
Ved en legalisering af cannabis (et tiltag som flere og flere lande har taget) vil ulovlig hashhandel forsvinde, og banderne vil miste en meget stor del af deres levegrundlag.
Samtidigt vil en lovliggørelse sikre, at de rigtigt mange borgere, der bruger hash som rusmiddel eller smertedækning, kan købe det uden at skulle risikere at blive kriminaliseret med polititilhold og efterfølgende straf.
Der er flere samfundsmæssige fordele ved en sådan legalisering. Politiet får frigjort rigtigt mange årsværk, der bruges til at bekæmpelse af hashhandlen, til alt anden kriminalitet, og det vil virkelig komme til gavn i et samfund, hvor kriminaliteten generelt er stigende, og i et politikorps, der mangler ressourcer.
En anden fordel ved en legalisering er indtægten via skat og afgifter. Ved et kontrolleret salg af cannabis vil afgifter, mage til de afgifter, som er på forskellige spiritusprodukter, fylde godt i statskassen.
I min optik bør alle de politiske partier på Christiansborg tage stilling til denne problematik og politisk arbejde for en legalisering af hash - rigtigt gerne båret frem af SF.