Anita Bay: Det er jo Bornholm det her

KOMMENTAR

Magnus fik sin velfortjente findeløn og hans mor en meget stor tak. For de to er helt klart præmieeksempler på samfundsborgeren i det Bornholm, vi gerne vil have.

Alle priser Bornholms natur. Den er enestående og uden den, ville Bornholm ikke være den turistdestination, den er og heller ikke kunne tiltrække tilflyttere. Så det er med god grund, at naturen er øens særkende. Men der er andre – og måske især én anden grund – til at Bornholm er et enestående sted. Bornholms Tidende er på færten af det med deres nye initiativ om at samle bornholmerne om det fælles bedste og opfordre til at stå sammen på Bornholm. Det nydesignede logo i de bornholmske røde og grønne farver udgør det synlige symbol på sammenholdet. Det grønne skal vi jo nok forstå som naturen, mens den røde kerne i symbolet passende kunne udgøre samfundet. Mens det grønne får al den opmærsomhed, det fortjener, er der plads til, at vi taler den røde del lidt op.

For mens naturen er noget, der er givet og repræsenterer ro, tomhed, skønhed og fravær af samfundet, så er samfundet alt det modsatte: andre mennesker, konflikter og forskellige interesser – kort sagt et lidt bøvlet fællesskab, som vi hele tiden skal finde ud af at få det til at fungere, og som kræver noget af os. Den amerikanske komiker Jerry Seinfeld demonstrerer det helt præcist i et afsnit af sin tv-serie, hvor en af personerne, George, venter på et fly i lufthavnen og spørger en fremmed hvad klokken er. I stedet for at se på det ur han synligt bærer og fortælle George, hvad klokken er, svarer den fremmede, at der hænger et ur et sted i lufthavnen, hvor han kan se, hvad klokken er. Georges helt forståelige reaktion på den asociale opførsel er at råbe til manden: ”We are living in a society!” – altså ”Vi lever i et samfund!” Bornholms Tidende siger det samme, bare lidt mere lavmælt.

Torsdag eftermiddag havde jeg et ærinde i Rønne og kom tilbage til min parkerede bil med hænderne fulde og lagde derfor min taske op på taget af bilen, så jeg havde en fri hånd til at åbne døren til bagsædet og kunne smide tingene derind. Derefter satte jeg mig ind i bilen, tændte for radioen, glædede mig over det dejlige solskinsvejr og kørte de 15 kilometer hjem. Først da jeg steg ud af bilen og ville tage tingene på bagsædet, gik det op for mig, at min taske ikke var der. Oh skræk! Mens jeg panisk rodede hele bilen igennem, kom jeg i tanke om, at sidst jeg så tasken, lå den på taget af bilen – og der lå den sjovt nok ikke længere. Katastrofe: telefon, briller, kontanter, sygesikrings- og betalingskort – alt var væk. Der var ikke andet for end at køre tilbage til Rønne og parkeringspladsen. Dér var der ikke det mindste spor af tasken. Jeg traskede op og ned ad Rønnes gader langs den rute, som jeg havde kørt ud af Rønne. Jeg checkede alle skraldespandene for at se, om den skulle ligge der, jeg spurgte folk på min vej, om de havde set noget. Uden resultat. Jeg gik også lige forbi politistationen, hvor vagthavende kunne fortælle, at de ikke havde fået indleveret min taske. Lettere nedslået spærrede jeg mine kort fra min mands telefon og købte et par læsebriller i Tiger. Min mand forsøgte opmuntrende at sige, at nu er det jo Bornholm det her, og det skulle ikke undre ham, hvis tasken allerede hang på døren eller lå i postkassen, når vi kom hjem. Godt forsøgt. Men der var ingen taske i hverken postkassen eller på døren. Jeg lavede et hurtigt overslag: hvad ville et par nye briller og en udskiftning af den næsten nye telefon koste? Det var ikke småpenge, og dertil turen til Borgerservice for at få et nyt sygesikringsbevis osv osv. Jeg vidste snart ikke, om jeg mest havde ondt af mig selv eller var vred på mig selv. Og tilmed havde de billige Tiger-briller allerede gjort mig svimmel. Min mand lavede varm cacao til mig. Så galt stod det til.

Så bankede det på døren. Udenfor stod Magnus og hans mor fra Knudsker. Med min taske og al dens indhold i god behold. Mor og søn var kommet kørende op ad Snorrebakken og havde fået øje på min taske midt på kørebanen og var standset for at samle den op og havde straks besluttet, at de ville køre hjem til mig med den (adressen stod på sygesikringskortet), så jeg ikke skulle være urolig for, at jeg havde mistet mine ting. Og som Magnus' mor sagde, så kan man jo ikke leve uden sin telefon. Eller sine briller! De var noget mystificerede over, hvordan tasken var endt midt på Snorrebakken. Jeg kunne så fortælle, at jeg altså måtte have kørt adskillige kilometer med tasken på taget, inden den var fløjet af. Nogen vil nok mene, at det siger noget om min kørestil.

Altså en ægte solstrålehistorie! Nogle vil nok mene: Hvor heldig har man lov at være? Og ja, jeg var uden tvivl heldig, at det var Magnus og hans mor, der fandt min taske og tog sig tid til at køre den halve ø rundt for at finde mig. Magnus fik sin velfortjente findeløn og hans mor en meget stor tak. For de to er helt klart præmieeksempler på samfundsborgeren i det Bornholm, vi gerne vil have. Ordet samfund betyder vel, at nogen har fundet sammen. Men måske også: Vi finder ud af det – sammen. Og derfor skulle den lille historie i avisen.

Jeg nåede at savne min taske i godt en time, inden den dukkede op igen. Længere tog det ikke at genoprette min tiltro til samfundet. At vi trods bump på vejen nok skal finde ud af det. For nu at citere min mand: Det er jo Bornholm det her!

 

Anita Bay 

er født og opvokset i Tejn. Hun er tidligere udviklingsminister (R) og redaktionschef på Dagbladet Politiken. I dag er hun EU-direktør for Save the Children, bosat på Bornholm og skriver kommentarer i Tidende.