'Advent er solopgangen fra det høje'

Advent er som en varm klippe.

Der er mange elementer i vores forestillingsverden, der bliver lagt i barndommen.

Som voksen har jeg læst tusindvis af skønlitterære, filosofiske og teologiske sider. Det er alt sammen med til at danne ens livsforståelse. Det er den tankemæssige side af livet.

Som barn er det på en anden måde den sansbare verden, der taler - den fysiske erfaring. Her bliver nogle grundsten lagt, som man aldrig kan ryste af sig. En af de bedste erindringer fra min opvækst er, når jeg sammen med ferie-drengen Pelle (Martin Andersen Nexøs barnebarn) lå på de varme klipper efter at have svømmet og dykket. Når man hviler på den varme klippe med solens livgivende lys over sig, så er livet godt. Men også i videre forstand var det naturen, at jeg forbandt med advents– og juletiden. Når jeg i december gik langs Gyldensåen med iskanter og småfugle, der ledte efter føde, så var det som om naturen selv lå i adventsdvale og ventede.

Det største

Advent indbyder til at lægge sig på klippen og lade sig gennemvarme.

Hele denne erfaring er en metafor for det største, der er sket i verden. Den største tager bolig i det mindste. Gud bliver et barn. ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Sådan får vi grund under fødderne, men også varme og lys til at leve i en verden med døden som horisont. Naturdyrkere, animister, tilbeder træer og sten, som de mener er besjælet af en særlig magi. Advent lærer os derimod at lægge vort liv i hænderne på ham, som skabte træet og den varme sten, og som selv er verdens varmekilde og lys!

Advent er solopgangen fra det høje.

Advent er en mørk tid, men noget stort er på vej! Som vi læser i Johannes-prologen: ”Det sande lys, som oplyser hvert menneske var ved at komme til verden”. Når vi fejrer advent og jul, så gentager vi noget, som er sket! Julens hændelsesforløb gentager sig aldrig! Vi gentager det år for år for ikke at glemme det.

Det er ikke tilfældigt, at adventskransen er blevet et foretrukket symbol. Adventstiden er en mørk tid, og derfor venter vi på solopgangen fra det høje.

Som det hedder i Grundtvigs julesalme:

”Himlens morgenrøde

sig lod på jorden føde

ved midnatstid i Betlehem,

den dunkle vrå blev lysets hjem.

Ære være Gud i det høje”.

Ekstraordinært

Nogle gange skal der noget ekstraordinært til for at få os til at tænke.

Det skete for en leder af dansk krigshjælpearbejde i den sønderbombede Hamborg i slutningen af 1945. Det var tungt at gå omkring i den udbombede by, hvor familier boede i fugtige kældre, skure og ruiner. Nøden var trøstesløs!

Men da han en adventssøndag gik gennem ruinhoben, så han noget, som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Han så adventskransen være tændt midt i det trøstesløse mørke. Det dannede en sær kontrast til omgivelserne. Det var oplivende – nej, det var mere end det – det var selve håbet, der tændtes i mørket. Alle andre lys, som vi tænder, brænder snart ned. Men det lys Gud tændte i sin søn Jesus Kristus, skal aldrig slukkes.

Advent forkynder, at Julen er nutid

Troen på fremtiden er falmet netop nu, for det krakelerer i de globale konturer med mere splid end sammenhold.

Der er igen krig i Europa! Demokrati og åndsfrihed er under præs. Der er hjerteskærende vilkår for store dele af jordens befolkning. Vi må ikke glemme de mange millioner kristne, som må skjule sig, når de fejrer advent og jul!

Kirker bliver brændt ned og kristne arresteres! Børn tages fra forældre og sendes på genopdragelse! Men på trods tændes adventslyset i verden! Evangeliets glæde er ikke betinget af sorgløshed og velstand. Adventslyset skinner for de, der sidder i mørke, og det kan også ramme en gennemsnitsdansker. Det kan se mørkt ud – både for den, der har for meget, og den, der har for lidt. Men nu lyder et budskab, der aldrig slutter: Der er lys i mørket, festen og glæden er på vej, og snart ”kimer det til julefest”. Det gentager vi år for år. Det er jo paradokset – vi venter på noget, der er sket, og som definitivt aldrig gentager sig. I den forstand bliver det aldrig mere jul.

Til gengæld er den kommet for at blive. Julens virkelighed, som advent forbereder os til, er nutid!

Advent indvarsler verdens mest relevante budskab

Ordet advent kommer af det latinske adventus domini – Herrens komme.

Derfor har man i kirken fire forberedende søndage før ”døren åbnes” ind til den nye virkelighed. Julenat lægger Gud en ”varm klippe” i verden. Det sker med barnet i krybben. Når så kirkeåret går i gang, så bliver vi inviteret med på vandring sammen med den Gud, der blev menneske.

Det er gudstjenestens mening. Derfor er gudstjenesten for alle. Det budskab kan man ikke høre ved at gå på skovtur. Derfor er evangeliet mere relevant end noget andet budskab. Dér får vi ved dåb, nadver og det levende Guds ord del i livet – og derfra går vi ud til livet med alt, hvad Gud giver os i den skabte verden!

Vi tilbeder ikke træer, klipper eller stjerner. Nej, vi tilbeder ham, der selv kommer til os med nyt liv. Derfor er advent forberedelsen til en takkefest.

"Inden Søndag" er en lørdagsserie, hvor øens præster på skift skriver en kommentar.

Dette er en ekstraudgave, hvor Knud H Hansen, tidligere provst i Bornholms Provsti, skriver om advent.

Som alle andre bidragsydere har han stået helt frit i forhold til emne og udtryksform.