DF ønskede forlig udenom Socialdemokratiet: Sådan blev forliget til

DF ønskede forlig udenom Socialdemokratiet: Sådan blev forliget til
René Danielsson fra Dansk Folkeparti fortæller Bornholms Tidende, at det var ham og Dansk Folkeparti, der fik Søren Schow i gang med at tale med først og fremmest viceborgmester Morten Riis (EL). Foto: Berit Hvassum
KOMMUNEBUDGET | BORNHOLM | ABONNENT | 2. SEP 2021 • 13:22
Jakob Marschner
Journalist
KOMMUNEBUDGET | BORNHOLM | ABONNENT
2. SEP 2021 • 13:22

RETTELSE: Teksten er opdateret fredag med info om, at Søren Schow selv foreslog borgmesteren at tage imod et tilbud fra Venstre.

Venstre indgik torsdag morgen forlig om næste års kommunebudget med borgmester Thomas Thors (S) og Socialdemokratiet. Men ansporet af Dansk Folkeparti afsøgte Venstre muligheden for et budget udenom borgmesterpartiet. Det fortæller gruppeformand Søren Schow (V).

– I går talte jeg med det yderste venstre (SF og Enhedslisten, red.) og det yderste højre (Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten, red.). Men de afgørende på de vægtskåle var ikke hurtige nok eller dygtige nok, siger Søren Schow, der ikke ønsker at uddybe hvem han præcist sigter til.

Den måde at beskrive forløbet afviser René Danielsson (DF) dog, særligt at DF og de andre partier ikke var hurtige eller dygtige nok. Han fortæller Bornholms Tidende, at det var ham og Dansk Folkeparti, der fik Søren Schow i gang med at tale med først og fremmest viceborgmester Morten Riis (EL).

– I går kunne vi jo se, at Thomas Thors hverken var til at hugge eller stikke i. Så tænkte jeg "Godt, nu må Søren og Morten snakke sammen. Særligt de to", siger han.

René Danielsson beskriver dog også et forløb, hvor Søren Schow reelt aldrig søgte det, som han og Dansk Folkeparti havde i tankerne: Et budgetforlig enten helt udenom Socialdemokratiet eller et forlig, som andre var blevet enige om og havde et flertal bag, og som Socialdemokratiet nu kunne tilslutte sig eller lade være. Samme rolle, som Socialdemokratiet nu endte med at få.

– Venstre forsøgte aldrig at samle os andre. De tog nogle snakke, ja, men de handlede mest om at sidde og sige, at borgmesteren var dum, siger René Danielsson.

Onsdag stoppede partierne efter planen med at forhandle omkring klokken 16.30. Derefter fortsatte samtalerne internt i Venstre.

– I går aftes havde jeg en del drøftelser med særligt Carsten Scheibye, men også andre i partiet. Så kørte jeg til Aakirkeby, hvor jeg skulle være med i tv. På vej ud af studiet ringede borgmesteren så. Der gav jeg ham et tilbud, fortæller Søren Schow.

Hvad gik det tilbud ud på?

– Det gik på vores ønsker.

Fik I alt, hvad I ønskede?

– Ja. Også ud fra at det var vigtigt for os at få en aftale omkring byggeriet på Snorrebakken og at få muligheden for at bygge boliger omkring DGI-Stadion.

Søren Schow fortæller, at han kørte hjem og sov, og at den næste begivenhed omkring budgetforliget kom, da Thomas Thors ringede til ham torsdag morgen.

– Borgmesteren ringede omkring klokken 7.45 og sagde, at vi havde en aftale, fortæller han.

Da den samlede kommunalbestyrelse mødtes klokken 9.15 på Hotel Griffen i Rønne, tog det ikke mange minutter, før det stod klart for de ni medlemmer fra andre partier end Socialdemokratiet og Venstre, at løbet var kørt, og at S og V havde en aftale.

De øvrige partier blev ifølge flere tilbudt at slutte sig til aftalen, der ifølge Thomas Thors ikke var til forhandling.

Det ønskede ingen af de andre partier, der derfor alle forlod forhandlingerne. Kun Socialdemokratiet og Venstre blev siddende og forhandlede de sidste detaljer på plads.