Var det en befrielse, en besættelse – eller bare en tilstedeværelse?

RUSSERNE PÅ BORNHOLM

Hvad var det, der skete, da det omsider lykkedes Bornholm at slippe af med de tyske besættelsestropper, hvorefter op mod 8.000 sovjetiske tropper i stedet rykkede ind på øen?

Det kan man stadig diskutere den dag i dag, for Bornholm blev befriet for tyskerne, men var det kun for straks at blive besat af Sovjetunionen i stedet? Eller var de sovjetiske tropper blot "til stede" i 11 måneder, inden de den 5. april 1946 igen forlod Bornholm?

– Jeg har bemærket, at de gode borgere i Allinge, sikkert i den bedste hensigt, har talt om at sætte lys i vinduerne den 5. april, ligesom mange gør den 5. maj, fordi det øvrige Danmark blev befriet fra tyskerne på den dag i 1945. Argumentet er så, at den 5. april 1946 blev Bornholm omsider også rigtigt befriet, siger museumsinspektør ved Bornholms Museum, Jakob Seerup.

Jakob Seerup. Foto: Jacob Jepsen

– Men jeg har det lidt svært med det. Jeg synes, man blander nogle ting sammen. Frihedsbudskabet kom jo den 4. maj om aftenen, og vi har øjenvidneskildringer om, at den 5. maj om aftenen i 1955 blev der faktisk tændt lys i MANGE vinduer på Bornholm. For dengang kunne man altså godt skelne mellem 5. maj og 5. april, og man var trods alt mest glad for, at Hitler blev slået, og tyskerne var ude. Og ja, så var der bombardementer den 7. og 8. maj i Rønne og Nexø, og russerne gjorde deres indtog på Bornholm den 9. maj, men man kunne stadig godt se, hvad det handlede om, nemlig at få tyskerne ud. Og russerne fik jo altså sat tyskerne på porten.

– På den baggrund synes jeg, det er en uheldig sammenblanding af signaler at sætte lys i vinduerne på begge datoer. Lys i vinduet handler om, at friheden er kommet, at man ikke længere skal have mørklægningsgardiner og så videre, siger Jakob Seerup.

Russere ved Ypnasted.

Bagklogskabens lys

Men anerkender du ikke, at man var i tvivl om, hvorvidt friheden for alvor var kommet til Bornholm, når der pludselig var 8.000 sovjetiske soldater på øen, og man tænkte på, om de mon nogensinde ville forlade Bornholm igen?

– Jeg anerkender fuldstændig, at tvivlen opstod efterhånden, jeg tror bare ikke, at der den 9. og 10. maj i 1945 var nogen, der havde fantasi til at forestille sig, at russerne stadig var her 11 måneder senere. Men sådan var det også med corona, nogle gange er verden uforudsigelig, så jeg tror, der er tale om en efterrationalisering. Bagefter kunne vi se, at det kunne have udviklet sig til en situation, hvor Bornholm reelt var havnet bag Jerntæppet. Men Jerntæppet var jo slet ikke etableret endnu, det var først senere, at Churchill formulerede, at der var faldet et jerntæppe ned midt gennem Europa fra Trieste i Adriaterhavet til Stettin i Østersøen. Han sagde det under en tale på universitetet i Fulton i Missouri, USA, den 5. marts 1946. Morsomt nok den samme dag, som den danske udenrigsminister Thomas Døssing får en aftale i stand med den sovjetiske udenrigsminister Molotov om, at de sovjetiske tropper skal rejse hjem, siger Jakob Seerup.

– Men hele den her snak om Jerntæppet og det opdelte Europa anede man ikke noget om i 1945. Vi kan sidde her i bagklogskabens klare lys og sige, jamen det kunne være gået sådan og sådan, og nu skal vi fejre vores frihed, det er bare ikke så entydigt. Man kan sige, at folkeretligt og militært er der selvfølgelig tale om en besættelse, det er der ikke tvivl om i mit sind. Sovjetunionen nægter jo den danske regering at overføre danske tropper til dansk territorium, altså Bornholm, og en af de ting, der sker efter den 5. marts 1946, er jo, at de giver Danmark lov til at overføre tropper til øen, som kan varetage forsvaret af Bornholm.

– Og det er da kun en besættelsesmagt, der kan styre sådan noget. Det var ikke med den danske regerings gode vilje, at det var sådan, men man holdt gode miner til slet spil og inviterede de sovjetiske generaler til København og gav dem en festforestilling i Det Kongelige Teater, besøg hos kongen og dronningen, og de fik dannebrogsordener og så videre. Man spillede spillet, og derfra og til at sige, at det ikke var en besættelse, er der langt. Men – og det er vigtigt – jeg bryder mig ikke desto mindre ikke om at bruge ordet besættelse, for i det øjeblik, du bruger termerne "besættelse" og "befrielse" tegner du inde i folks hoveder et billede af, at det er ligesom med tyskerne én til én – og det er det ikke, siger historikeren.

Russisk soldat giver et nummer på violin.


Tilstedeværelse ...

– Jeg kan faktisk også godt forstå, at russerne kan blive sure over i dag, hvis vi siger, at Bornholm først blev rigtigt befriet, da de sovjetiske styrker rejste i 1946, som om de var ligesom de tyske styrker. Nu havde de lige hjulpet os med at tage livet af Hitler og nedkæmpe nazityskland, så det er ikke det samme, og jeg vil gerne vædde om, at sådan var det heller ikke i hovederne på bornholmerne i 1945 – altså, at de tænkte, at nå, det er ligesom dem, der var her i sidste uge, bare i tysk uniform, siger Jakob Seerup.

Okay, det var tydeligvis en befrielse fra tyskerne, men hvad er det så, da russerne rykker ind?

– Det er helt klart i folkeretlig forstand en besættelse, men det er ikke en besættelse ligesom den tyske besættelse. Det er noget andet, men man kan hurtigt komme til at bruge de samme ord, og så bliver det noget knas rent formidlingsmæssigt, siger Jakob Seerup.

Jamen, har du et bedre ord? Er det en tilstedeværelse?

– Det var en tilstedeværelse ... ja, sproget er taknemmeligt.

En tvangsmæssig tilstedeværelse?

– Ja, det kan man sige.

Jeg interviewede for en del år siden en mand i Rønne, som kom fra Bornholm, men havde boet i København under og efter krigen, og han fortalte mig, at han dengang gik og tænkte, at han måtte rejse hjem til Bornholm og gå i krig for at sætte russerne på porten?

– Ja, men folks erindringer er ofte meget fleksible, jeg kan snildt forestille mig, at man i 50'erne og 60'erne, hvor Jerntæppet havde adskilt tingene meget skarpt, med et gys har tænkt tilbage på 1946.

Men det er vel ikke utænkeligt, at ham, jeg omtaler, har gået rundt i efteråret 1945 og tænkt, at russerne er der stadig – jeg må hjem og slås?

– Altså, det er jo noget, der sker gradvist. I maj og juni var stemningen stadig god, og russerne sagde: Vi kom for at smide tyskerne ud. Men så går sommeren, og de bliver her, og nogle får endda deres koner hertil, og man tænker, hvad sker der nu? Hvor permanent er det? Og det er klart, at så er der nogen, der begynder at lugte lunten, siger Jakob Seerup.