Valsemøllens direktør om 2020: 'Vi bliver ikke millionærer, og vi går heller ikke fallit'

Valsemøllens direktør om 2020: 'Vi bliver ikke millionærer, og vi går heller ikke fallit'
Direktør og hovedejer af Bornholms Valsemølle i Aakirkeby, Nils Jespersen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 10. DEC 2020 • 16:06
Af:
laust uhrskov jordal
| ABONNENT
10. DEC 2020 • 16:06
ERHVERV

– Det har været et specielt år. Omsætningen er blevet påvirket både positivt og negativt, kan man sige.

Sådan lyder det fra direktør og hovedejer af Bornholms Valsemølle i Aakirkeby, Nils Jespersen.

Regnskabsåret er endnu ikke helt afsluttet, så det endelige årsresultat er ikke opgjort, men Nils Jespersen forsøger alligevel at sætte et par ord på, hvordan 2020 – året med coronavirus – har set ud for den bornholmske møllevirksomhed. Som han siger, så er det gået op og ned.

– Da coronavirus kom til Danmark, og landet lukkede ned i marts, oplevede vi, at salget af husholdningsmel eksploderede helt vildt. Vi leverer både til Løgismose i Netto og til Meyers mel i Coop, og de rev simpelthen hele bufferen væk. Normalt har vi en buffer på mel til en måneds tid, men det tog de nærmest i én handel. Det skete faktisk allerede før nedlukningen trådte i kraft, for supermarkederne havde forudset, at folk ville hamstre helt vildt, siger Nils Jespersen.

– Siden da har der fortsat været stor efterspørgsel på husholdningsmel, og vi har faktisk haft svært ved at følge med helt hen i sommeren. Det er først i efteråret og omkring december, at der faldt mere ro på igen, og nu ser det mere ud, som det plejer at gøre, siger han.

Det er selvfølgelig glædeligt for valsemøllen at salget af husholdsningsmel steg voldsomt i foråret. Til gengæld betød nedlukningen, at virksomhedens salg af mel til bagerierne og food service-industrien faldt kraftigt.

– Omsætningen af produkter til den type kunder, altså storkøkkener, bagerier og den slags er fortsat på et meget lavt niveau. Det er klart, når hoteller og restauranter stadig er lukkede eller i hvert fald har mindre at lave. Vi plejer også at sælge en del til bagerier på Island, men ligesom flere brancher på Island er de pressede, fordi der er helt lukket for turister lige nu, siger Nils Jespersen.

I 2018 producerede Bornholms Valsemølle en bruttofortjeneste på 7.882.063 kroner og endte med et årsresultat på 1.205.294 kroner efter skat. I 2019 var bruttofortjenesten 6.042.193 kroner, og resultatet blev samlet 14.109 efter skat. Det er ikke ualmindeligt, at resultatet er så forskelligt fra år til år. Høst, efterspørgsel og konkurrence fra især tyske og italienske melproducenter er alle faktorer, der spiller ind i det samlede regnestykke.

Håber på lille overskud

Eftersom at regnskabet ikke er endeligt gjort op endnu, er det svært at sige præcis, hvad covid-19 har betydet for årets resultat.

– Totalt set ender vi nok med at få et nogenlunde normalt år. Det vil sige, vi bliver ikke millionærer, men vi går heller ikke fallit. Det er svært at få et kæmpe overskud i den her branche, fordi konkurrencen er så hård, men vi er tilfredse, hvis resultatet bliver nul eller bare et lille overskud, siger Nils Jespersen.

– 2019 blev et lidt sløjt år, og jeg havde faktisk håbet på, at 2020 ville være blevet et rigtig godt år, men så kom corona og snuppede en del af profitten, kan man sige, siger Nils Jespersen.

Vil det sige, at I i år går glip af nogle investeringer i virksomheden, som I havde planlagt at udføre for overskuddet i år?

– Nej, det vil det ikke. Vi investerer faktisk hele tiden løbende. Vi har for eksempel for nyligt forbedret personalefaciliteterne, og sidste år byggede vi en hel ny tilbygning til lageret. Der skal hele tiden bruges en del ressourcer på at opgradere og optimere maskiner og produktlinjer. Meget af det udstyr vi har er gammelt og kan godt tåle at blive skiftet ud. Så sådan noget sætter vi penge af til hvert år, siger Nils Jespersen.

– Vi har en del vedligeholdelelseskrævende bygninger – eksempelvis møllen, der skal have ordnet vinger, og lige nu er der en del udvendlig vedligeholdelse, som hænger lidt. Vi skulle have klaret det i sommeren, men der havde vi for travlt med at producere til at gøre noget ved det, så det er udsat til næste år, siger han.


Vil videreudvikle sortimentet

Det blev en god høst for de bornholmske landmænd i år, og det betyder, at valsemøllen formentlig kommer til at kunne klare sig med bornholmsk korn frem til næste høst, fortæller mølleren. I år har den store efterspørgsel betydet, at det har været nødvendigt at indkøbe korn fra Sjælland til produktionen. Det skulle ikke blive nødvendigt næste år, siger Nils Jespersen.

Nu er det svært at spå om fremtiden, men hvis du skal gætte, hvad venter der sig så for valsemøllen i 2021?

– Jamen, næste år ser spændende ud, synes jeg. Vi prøver jo altid at udvikle sortimentet og finde på nye ting og produkter. Når det nærmer sig foråret, skal vi ud og slå en masse afgrøder og så finde ud af, hvad vi nu skal putte af nye ting i jorden, så vi har noget nyt, spændende mel i 2021 og 2022, siger mølledirektøren.

Bornholms Valsemølle A/S er et familieejet selskab grundlagt i 1920 af Nils Jespersens farfar, Emil Jespersen. Virksomheden beskæftiger i dag 15 ansatte.