Louise Lyng Bojesen tør ikke at gætte på, om det bliver nødvendigt at lægge en regning frem for kommunalbestyrelsen. Men det vil være vejen frem, hvis Center for Natur, Miljø og Fritid ikke kan afholde udgifterne indenfor sit eget budget.
– Det har vi slet ikke besluttet endnu. Nu skal vi først have overblik over det. Noget af det kan vi måske klare indenfor vores egen ramme. Men det kan også godt være, at vi bliver nødt til at lægge en sag op til kommunalbestyrelsen, siger hun.
Også borgmester Jacob Trøst (K) fortæller, at det vil tage sin tid at rydde op.
– Beredskabet har alt disponibelt mandskab i gang, og må i første omgang prioritere vores kritiske infrastruktur, så vi er sikret strøm og vand, og så vi undgår for mange følgeskader. Så kommer resten efterhånden som der er ressourcer til det, skriver han lørdag på Facebook.
– Jeg håber, at I har forståelse for, at det er en vejrhændelse udover det sædvanlige, og at der derfor også vil være opgaver, der ikke bliver løst lige med det samme, skriver Jacob Trøst.