Underskud vendt til overskud: ’Der gik nærmest konkurrence i at købe lokalt henover jul’

Underskud vendt til overskud: ’Der gik nærmest konkurrence i at købe lokalt henover jul’
Nexø Herremagasin. Foto: Berit Hvassum
Søndag 24. januar 2021 • 19:24
Af:
Aleksander Klug
Søndag 24. januar 2021 • 19:24

ERHVERV

På trods af det seneste års coronarestriktioner er herretøjsforretningen Nexø Herremagasin gået frem på flere fronter, viser årsregnskabet. Det skyldes blandt andet et stærk sammentømret lokalsamfund, mener Magnus Andersen, som overtog butikken, der siden 1928 har haft til huse på Købmagergade 1A i Nexø.

– Der gik nærmest konkurrence i at købe lokalt henover jul, og folk var vilde med at fortælle hinanden, hvor mange pakker de havde købt i byen, siger Magnus Andersen.

Under nedlukningen har Nexø Herremagasin eksperimenteret med virtuelle åbningsdage, hvor kunderne har haft mulighed for at livechatte med Magnus Andersen og få præsenteret varer i butikken, snakke kvalitet eller få svar på spørgsmål til størrelser.

Derudover har en midlertidig sommerbutik i Svaneke også medvirket til de sorte tal på bundlinjen, der viser et overskud på 176.375 kroner mod sidste års underskud på 70.401 kroner.

– Væksten har været organisk i Nexø, og så har Svaneke-butikken bare lagt ovenpå.

Magnus Andersen overtog i 2018 lokalerne efter Søren Gram, der i mange år drev den populære herretøjsforretning.

Det har dog ikke været uden udfordringer at relancere forretningen, fortæller Magnus Andersen, der har 12 års erfaring i tøjbranchen bag sig.

– Når man har haft en iværksætter gemt i maven længe, er det både sjovt og spændende, men selvfølgelig også udfordrende. Man bliver jo lidt presset af corona, men lokalsamfundet har været rigtig gode til at støtte op, siger han.

Magnus Andersen mener, at der i længere tid har været en mangel på brands som ARKK Copenhagen, NN07, Stenstøms og Tiger of Sweden.

– Jeg har tænkt, at der var et hul på Bornholm, så nu satser jeg udelukkende på brands, der ikke har været repræsenteret på øen før.

Om alt går vel, åbner han butikken i Svaneke igen til påske. Den var egentlig ment som en ’en lille coronasatsning’, men endte med at være en stor succes.

Virksomheden har med det seneste års resultat en egenkapital på 155.974 kroner, og i det kommende år forventer Magnus Andersen, at resultatet vil blive endnu bedre.

– Jeg forventer at lave et lige så godt resultat, hvis ikke bedre, siger han.

FÅ ABONNEMENT