Udmelding fra Coop vækker glæde i Nexø

| 30. MAR 2020 • 05:43
Af:
kasper-rasmussen

30. MAR 2020 • 05:43
Dagligvarekoncernen Coop prøver med et initiativ at hjælpe de små og mellemstore bornholmske fødevareproducenter, som er hårdt ramt af coronakrisen, fordi de plejer at sælge via restauranter og kantiner.

Èn af de virksomheder på Bornholm, som står til at miste en stor omsætning, er NXØ Brewery, som laver kefir-sodavand.

Coop stiller nu sin crowdfundingplatform til rådighed for NXØ Brewery og andre lokale virksomheder, der ønsker at sælge varer direkte til forbrugerne, men lige nu er pressede og måske står uden en reel salgskanal.

– Virksomhederne er pressede og oplever lige nu at miste mellem 50 og 100 procent af deres omsætning. Udfordringen for mange er, at de ikke har en webshop og derfor ikke har et sted at afsætte deres varer. Derfor giver vi dem nu mulighed for at bruge Coop Crowdfundings platform som en direkte salgskanal.

– Vi tror på, at den nye måde at sælge på, kan være en god løsning for mange af de mindre producenter og iværksættere, siger Lasse Bolander, formand for Coop i en pressemeddelelse.

Det glæder Paulie Melnyk fra NXØ Brewery, som godt kan mærke konsekvenserne af coronakrisen.

– Jeg sælger primært til restauranter og mindre butikker, og de er stort set alle lukket. Jeg har en husleje, der skal betales, så jeg er lidt ramt som virksomhed. Men det er ikke noget, der skræmmer mig. Jeg skal nok komme ovenpå igen, siger Paulie Melnyk til Bornholms Tidende.

Initiativet fra Coop er fortsat meget nyt, og derfor ved han ikke, hvad det kommer til betyde.

– Projektet startede torsdag, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville være med. Jeg synes, at det lyder spændende, og jeg håber, at det er noget, folk får øjnene op for, siger Paulie Melnyk.

– Men jeg håber virkelig også snart, vi er på den anden side, så alle øens virksomheder kan komme i gang igen, tilføjer Paulie Melnyk.