Udbud skal gå om: Eldrevne bybusser lader vente på sig

Udbud skal gå om: Eldrevne bybusser lader vente på sig
Leveringen af elbusser til bybuskørsel kan blive forsinket. Regionskommunen har haft indkøb af fire elbusser i udbud uden at modtage et eneste tilbud, der levet op til vilkårene i udbudsmaterialet. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 30. NOV 2021 • 07:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
30. NOV 2021 • 07:30

Regionskommunen har ikke modtaget nogen bud, der lever op til vilkårene i udbudsmaterialet.


Politisk er det besluttet, at det kommunale busselskab BAT skal købe fire elbusser til bybuskørsel. Det er en konsekvens af, at kommunalbestyrelsen i februar besluttede at gå ind i projektet Grøn buspulje til regionale busser og øer. Problemet er bare, at det ikke er lykkedes regionskommunen at finde nogen elbusser, der lever op til de krav, den har stillet i sit udbud.

Det fremgår af natur- og miljøudvalgets dagsorden.

Ved tilbudsfristen den 12. november havde kommunen simpelthen ikke modtaget nogen tilbud, som lever op til vilkårene. Derfor trækker kommunen udbuddet tilbage på grund af manglende konkurrence.

Nyt udbud

Det kommer bag på BAT, at der ikke er kommet nogen bud, der lever op til vilkårene, da busselskabet inden udbuddet havde gennemført en dialog med potentielle tilbudsgivere, der indikerede en interesse for at byde.

BAT vil nu undersøge årsagen til de manglende bud og vil på den baggrund se på muligheder for at justere udbudsmaterialet og udsende et nyt udbud.

Konsekvensen kan blive en forsinkelse i leveringen af de fire elbusser. Den forventes at kunne ske i slutningen af 2022 eller begyndelsen af 2023.