Tyskerne glemte Bornholm ved angreb

Da tyskerne angreb og opløste det danske politi i september for 80 år siden, blev Bornholm som den eneste politikreds simpelthen glemt. Øens politifolk gik derfor blot hjem, da de hørte om aktionen i radioen. Til gengæld arresteredes øens politifolk - som landets eneste - året efter, fortælles det i ny bog om "Aktion Möwe: 19. september 1944".

19. september 1944 klokken 11.00 blev politistationer overalt i landet overrumplet af tyske styrker i et simultant angreb, der reelt betød opløsning af landets politi.

Nogle steder var fremfærden aggressiv og kostede i enkelte tilfælde menneskeliv. Men på Bornholm gik politifolkene bare hjem.

Årsagen var formentligt den for bornholmere ikke helt uvante, at øen ganske simpelt blev glemt, konkluderer Anders Brandt Lundager og Frederik Strand i bogen "Aktion Möwe: 19. september 1944", der forleden blev udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof.

Baggrunden for den storstilede aktion var, at den danske ordensmagt siden regeringens afgang i august 1943 havde nægtet at tage aktiv del i efterforskningen af sager, der involverede anslag mod besættelsesmagten.

Selvom tysk politi var blevet etableret i Danmark, var mandskabet beskedent i størrelse. Derfor havde man al mulig interesse i at engagere den 10.000 mand store danske politistyrke i at bekæmpe modstand og håndtere optræk til uroligheder.

De mødte ikke igen

Med Aktion Möwe skulle styrken minimeres ved arrestation og deportation af et vilkårligt udsnit af korpset, mens de tilbageværende betjente skulle reorganiseres i et nyt dansk politi under tysk overherredømme.

De internerede politifolk fra København og de tre største provinsbyer blev samlet i Frøslevlejren og fulgtes derfra til Neuengamme og sidenhen Buchenwald.

I resten af provinsen skulle politifolkene i første omgang blot afvæbnes og hjemsendes. Fra tysk side forventedes det ligefrem, at de mødte på arbejde dagen efter. Og i provinsen forløb aktionen da også generelt i rimelig fordragelighed.

Men allerede i dagene efter viste problemerne for tyskerne sig. For nok havde politifolkene mere eller mindre frivilligt ladet sig afvæbne, men de nægtede næsten alle over en kam at vende tilbage og genoptage arbejdet.

Ingen ordre til Bornholm

Det helt særegne bornholmske forløb følges i bogen gennem lokale kilder, hvor amtmand von Stemann har berettet, at da beskeden om politiaktionen på landsplan hørtes i radioen om eftermiddagen, var det som ”en bombe og naturligvis meget skræmmende for befolkningen”.

Og da han umiddelbart efter omkring klokken 16 blev kontaktet af den tyske kommandant på Bornholm, tilkendegav denne, at han heller ikke havde hørt om politiaktionen, før det blev meddelt i radioen.

Kommandanten ville nu kontakte København for at få bemyndigelse til at lave en særordning for Bornholm, hvor alt hidtil var gået så fredeligt. Men Stemann pointerede, at han næppe skulle regne med at kunne bruge det danske politi, da hele politistyrken var gået hjem ved nyheden om politiaktionen i resten af landet.

Man enedes dog om at udsende en opfordring til de bornholmske byer ”om at iagttage den størst mulige ro, således at indgreb fra tysk side kunne undgås”. Og fra tysk side blev det lovet, at indgreb skulle indskrænkes” til det mindst mulige”.

Omslaget til "Aktion Möwe: 19. september 1944".

25 pistoler og 2.000 patroner

Dagen efter – den 20. september – iværksatte besættelsesmagten patruljetjeneste for at opretholde ro og orden og udbad sig det bornholmske politis våben som i resten af landet.

Hvis det ikke skete frivilligt, var han bange for, at det ville blive nødvendigt at ”gribe til strengere foranstaltninger”.

Men blev våbnene afleveret, kunne politiet roligt vende hjem – der ville ”ikke ske dem noget som helst”. Og politiet på Bornholm kunne beholde deres våben, hvis de vendte tilbage til tjenesten.

Men amtmanden, politimesteren og politifolkenes repræsentant, overbetjent Andersen, afslog tyskernes forslag. Det ville kunne tolkes som illoyalitet i forhold til resten af dansk politi, der jo af tyskerne var blevet erklæret opløst.

20. september blev alt politi så opløst på Bornholm, og politifolkene afleverede deres tjenestevåben. 25 pistoler og over 2.000 patroner. Ifølge politimester d’Auchamp fulgte der ingen ubehageligheder fra tyskerne side, efter at deres tilbud var blevet afslået.

Arrestanter blev løsladt

Dog modtog han en klage fra tyskerne over, at alle arrestanter var blevet løsladt. Men hertil kunne han tørt replicere, at ”når der ikke var noget politi til at holde sagerne i gang, kunne man heller ikke have arrestanter siddende”.

Politiet på Bornholm kunne således i fred og fordragelighed trække sig tilbage fra tjeneste. Men dermed var historien dog ikke slut. For 27. januar året efter indledte besættelsesmagtens repræsentanter en ny aktion mod politiet på Bornholm - og denne gang kun herovre.

Fra morgenstunden iværksatte tyskerne en razzia mod alle bornholmske politifolk, hvor politimesteren blev anholdt og bragt til bragt til tyskernes lejr på Galløkken. Da telefoncentralen viste sig at være lukket, måtte Stemann bevæge sig ud i den januarsnestorm, der rasede på øen.

På grund af snestormen kunne han ikke køre i sin bil og måtte til fods kæmpe sig gennem den bidende vind og de høje snedriver. Og da han endelig ankom til den tyske lejr, blev han mødt med de lidt uhyggelige ord: ”Ingen, der er kommet hertil, kommer ud igen!”

Kriminaliteten eksploderede

Da Stemann fik foretræde for kommandanten, sagde denne: "Desværre har de ikke denne gang glemt os herovre på Bornholm, som de gjorde det, da det danske politi blev ophævet 19. september.”

Med denne kommentar insinuerede han, at der her var tale om en landsdækkende aktion mod politiet på lige fod med Aktion Möwe, hvor politifolkene skulle indfanges og interneres i Frøslev.

Men da Stemann kom hjem, kontaktede han centraladministrationen i København, der intet kendte til sagen – og ikke havde hørt om nogen ny landsdækkende politiaktion. Ingen andre steder i landet havde man forlydender om tilsvarende indgreb mod tilbageværende politifolk.

Stemann fik herefter igennem hos den tyske ledelse i København, at samtlige politifolk blev løsladt. Men politifolkene var enige om, at man ikke ville genoptage tjenesten - så kunne tyskerne lokke og true. Og det faktum blev akilleshælen for Aktion Möwe.

For ro og orden var afgørende for besættelsesmagten. Uro kunne i værste fald påvirke den livsvigtige danske fødevareeksport til Hitlertyskland. Nu eksploderede kriminaliteten, selvtægt greb om sig, ligesom kommuner og amter fik travlt med at forsøge at videreføre de vigtigste af politiets utallige civile forvaltningsopgaver.