Tredobbelt dansk mester holder workshop i Rønne

Tredobbelt dansk mester holder workshop i Rønne
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 4. JAN 2020 • 05:50
Af:
kjeld-lundbaek

4. JAN 2020 • 05:50
Sidste års møde med de to bornholmske badmintonstjerner Rasmus Messerschmidt og Mathias Christiansen blev en så stor succes, så DGI Bornholms badmintonudvalg lørdag gentager arrangementet i Rønne Idrætshal – denne gang med fire skrappe kvindelige badmintonspillere i hovedrollerne.

Den såkaldte teknik-workshop, der henvender sig til samtlige ungdomsspillere og klubtrænere på Bornholm, ledes af den tidligere ungdomslandstræner Marie Røpke, der ud over at være datter af badmintonikonet Lene Køppen – verdensmeter i 1977 og All England-mester i 1979 og 1980 – også kan smykke sig med tre danske double-mesterskaber.

Marie Røpke får assistance af granittøserne Marie Falk, Julie Messerschmidt og Stine Messerschmidt, der alle for få år siden spillede på det nu hedengange Ø-hold og også har utallige bornholmske mesterskaber på cv’et.

Marie Falk spiller i dag på Lyngbys 3. divisionshold, mens de to Messerschmidt-søstre begge spiller for Hillerøds 2. divisionshold.