Flyvske tanker skal ned på jorden
Hvis projektet virkelig skal få vinger, er det afgørende, at det bliver mere konkret, lød det fra Bente Johansen.
Hun nævnte, at snestormen i julen 2010 var noget, som gjorde, at der var brug for, at alle hjalp hinanden, ligesom Wonderfestiwall også er et initiativ, som samler folk, og hvor der er masser af frivillige.
– Hvis du beder bornholmere om at blive enige om noget, så er det næsten umuligt. Der, hvor vi står sammen på Bornholm, er om noget, og det her symbol betyder ikke noget for nogen bornholmere endnu, konstaterede hun.
– Det skal være meget mere konkret, ellers bliver det noget flyvsk noget, som folk tænker er blevet prøvet før, fortalte Ole Dreyer med henvisning til, at der på baggrund af snestormen, der lukkede Bornholm ned for over 10 år siden, blev stiftet foreningen 'Vores Bornholm - snestorm hele året', som havde samme tanker om sammenhold. Foreningen blev dog lukket i 2014.
Anne Thomas ser ikke noget behov for at finde på nye ting at diskutere, men at initiativet bliver brugt til at diskutere de projekter, som er i gang i forvejen - det kan for eksempel være energiøen.
Chefredaktør Kristoffer Gravgaard mener ikke, at projektet skal begrænses til at handle om noget helt konkret.
– Projektet skal ikke stå for få specifikke ting, men skal tale Bornholm op og sætte fokus på, at vi dyrker fællesskabet, og at vi skal konvertere den kærlighed, vi har til Bornholm, til hinanden og fællesskabet, fortalte han og understregede, at succeskriteret ikke er, at folk skal tage klistermærket bagpå deres bil, men at vi skaber konkrete projekter ud fra sammenholdet.
– Det handler om, at vi kan meget mere, når vi tror på hinanden, sagde han.
Se hele debatprogrammet her
Her ses det nye symbol for sammenhold på Bornholm.