Samtidig vil bageriet i Aakirkeby bruge bornholmsk smør i blandt andet croissanter, oplyser direktør Jacob Dam.
"St. Clemens har i årtier været en central del af den bornholmske fødevareproduktion, hvor mælk fra lokale landmænd forædles på traditionel vis. Med smør fra det lokale andelsmejeri får Bornholmerkiksen mulighed for at arbejde endnu tættere på råvarens oprindelse og samtidig styrke bæredygtigheden i produktionen," lyder det i en pressemeddelelse.
– Vi ønsker at forankre vores produkter endnu tydeligere i det bornholmske. Det lokale smør giver både en høj kvalitet og en større gennemsigtighed i vores værdikæde. Vi ser det som et stærkt samarbejde, der gavner både os, mejeriet og forbrugerne, uddyber Jacob Dam.
Han fortæller samtidig, at de første kiks og croissanter bagt med bornholmsk smør allerede er i produktion og forventes at være tilgængelige i butikkerne i løbet af de kommende uger.