For Kirstine van Sabben (BL) blev prisen på de mindst 114 millioner kroner afgørende for, at hun ikke længere står bag planen for at samle flere af kommunens medarbejdere på færre adresser.
– Jeg har været med indtil nu. Nu kommer der bare nogle barske tal på bordet, siger hun.
– Jeg har altid gået ind for at samle kommunens administration. Men jeg synes simpelthen, at den her pris er for høj i forhold til hvad vi får for pengene og i forhold til, at administrationen stadig ikke vil være samlet bagefter, men at vi stadig vil have satellitter rundt omkring, siger Kirstine van Sabben.
Bornholmerlisten føler sig heller ikke sikker på, at 114 millioner kroner ender med at være den endelige pris.
– Der er rigtig mange hvisser og måske'er, og sådan nogle budgetter bliver altid overskredet. Du kan roligt lægge i hvert fald 10 procent oveni. Når vi så samtidig ser det sparekatalog, som vi også sidder og bokser med nu, kan jeg ikke være med, siger Kirstine van Sabben.