På fredag ankommer julen for alvor i Svaneke, når juletræet tændes på Svaneke Torv. Byen er julepyntet med blandt andet 44 jern-juletræer.
Fredag klokken 15 er der adventsmusik i Svaneke Kirke, så er stemningen ligesom slået an, inden juletræet på Torvet tændes klokken 16. "Nissemor" og Fritz Madsen synger og spiller for, mens børn og voksne går om træet. Der er godteposer til alle børn.
Samtidig åbner Svaneke Friskole sin julebazar i Søllingsgård og i Brænderigænget.
Skolen har spredt boderne ud og lavet ensretning på turen rundt mellem boderne af hensyn til corona, og der vil være håndsprit ved alle boder.