Søren Schow: Jeg tror ikke, jeg er spidskandidat næste gang

Søren Schow: Jeg tror ikke, jeg er spidskandidat næste gang
– Jeg må jo bare tage ansvaret for, at den måde, jeg har gjort det på, ikke har været god nok, siger Venstres spidskandidat Søren Schow. Foto: Jacob Jepsen
VALG | RØNNE | ABONNENT | 17. NOV 2021 • 00:28
VALG | RØNNE | ABONNENT
17. NOV 2021 • 00:28

Venstres spidskandidat, Søren Schow, erkender, at budgetforliget med Socialdemokraterne var en fejl.

Kun to mandater i kommunalbestyrelsen med Søren Schow som spidskandidat kom ikke overraskende aldeles bag på venstremanden, her hvor der i skrivende stund endnu ikke er fundet en borgmester.

– Resultatet, dét er vi ikke særlig tilfredse med, siger han.

– Men jeg må jo bare tage ansvaret for, at den måde, jeg har gjort det på, ikke har været god nok, og at det er ikke det, bornholmerne gerne vil. Venstre er stort parti, og vi havde sat næsen op efter fire-fem mandater, så det er et kæmpe slag for os.

Du siger tage ansvaret, tænker på nogle personlige konsekvenser i forhold til, om du skal fortsætte?

– Haha, det skal vi jo lige se på. Nej … men jeg er nødt til at tage ansvaret for så ringe et valg, som vi har fået. Og som jeg har lagt politikken op, har det åbenbart ikke været det rette. Jeg synes selv, at vi har kørt en Venstre-liberal linje, men det er ikke det, der har været flertal for.

Fortryder du, I lavede budget med Socialdemokraterne?

– Ja … set i bagklogskabens ulideligt klare lys, må man bare sige, at det var en forkert beslutning, som ikke har haft den effekt, vi gerne ville have. Vi kan også se, at hvis vi skal love til højre og venstre og gennemføre det, uden at øge indtægterne i kommunen, så bliver det svært at få enderne til at hænge sammen. Men i øjeblikket (mens konstitueringen bliver diskuteret på højtryk blandt andre partier, red.) er det ikke noget, vi skal bekymre os om, det skal de andre, og det sidder de så nu og forsøger at finde ud af. Altså, hvem der skal stå i spidsen for det.

Er du spidskandidat næste gang?

– For Venstre?

Ja. 

– Nej, det er meget tidligt at sige noget om det, men det tror jeg sådan set ikke, jeg er.

Kunne du finde på at trække dig helt fra politik?

– Nej, nu har vi jo stadigvæk 2021, som vi skal gøre færdig, så der er lidt at løbe på.

Hvad med 2022?

– Vi skal også lige se på de personlige stemmer, jeg ved jo ikke engang, om jeg er kommet ind i 2022. Så det må vi lige se, siger Søren Schow.