Det ene af de tre kabler, der udgør elforbindelsen mellem Hasle på Bornholm og Borreby i Sverige, blev revet over lørdag den 26. februar klokken 6.17 og medførte strømafbrydelse på hele Bornholm. Efterfølgende har undersøgelser vist, at kablet sandsynligvis blev revet over af et skibsanker. Et skib, der sejlede over kablet, da fejlen indtraf, er siden identificeret, og Energinet har nu oprettet en forsikringssag.
Energinet bad straks underleverandører sejle specialfartøjer mod stedet for dels at finde årsagen, dels begynde reparation af kablet.
Skibet Silja lavede de første dage undersøgelse af havbunden for at finde fejlstedet og årsagen. Skibet Vina frispulede derefter kablet, som normalt ligger nedgravet i havbunden, for at øge beskyttelsen mod for eksempel ankre eller trawl. Efterfølgende løftede reparationsskibet Assister kablet op til dækket af skibet, hvor kabelenderne blev samlet med et reservekabel imellem.
Flere gamle skader
Under arbejdet med at reparere kablet viste det sig, at andre dele af kablet også havde tydelige skader efter ankre, trawl eller lignende. Gamle skader, der aldrig har medført kortslutninger, og derfor aldrig er blevet opdaget, men som var så alvorlige, at også de kabelstykker også skulle udskiftes.
Derfor var der brug for mere kabel, end de ca. 3,3 km kabel, der var på den første kabeltromle. Kabeltromlerne er så store, at der kun kan være en på skibet ad gangen, og yderligere en kabeltromle måtte hentes i Køge Havn.
I alt er 4,1 km af søkablet blevet klippet ud og erstattet af 4,25 km nyt kabel – erstatningsstykket skal være længere, fordi kabelfejlen skete på ca. 50 meter vand, mens reparationen foregår på havoverfladen. Fordi flere kabeltromler skulle anvendes, har der været behov for at montere yderligere samlinger, hvilket har forlænget reparationstiden.
– Der er blevet arbejdet i døgndrift fra både Energinet og underleverandørers sider, for at vi så hurtigt som overhovedet muligt kunne få kablet tilbage i drift. Det har trukket reparationsarbejdet ud, at vi undervejs opdagede flere gamle skader på kablet, men omvendt har vi været heldige med vejret. Vi har haft en periode med forholdsvis roligt vejr for årstiden, og der er netop brug for roligt vejr og små bølger, for at det overhovedet er muligt at lave reparationerne til søs, siger Steffan Ladegaard Morrison, afdelingsleder Asset Beredskab Fyn og Sjælland.
Kabelstykkerne blev endeligt forbundet fredag, og lørdag blev der udført elektriske tests, inden kablet blev sat i drift.
Endnu ingen endelige opgørelser
Der er endnu ingen endelig opgørelse over, hvad kabelreparationen løber op i, ligesom det endnu ikke er afgjort, om Energinet kan få erstatning til at dække omkostninger.
Ved to tidligere overrivninger af søkabel var ”udetid” og udgifter meget forskellige:
Efter overrivning af kabel i 25. december 2012 tog det 47 dage, før kablet var tilbage i drift. Reparationen kostede 45,2 mio. kr. heraf betalte det skib, der havde forsaget skaden, 11,2 mio. kr. i erstatning.
Efter overrivning af kabel i 23. december 2017 tog det 19 dage, før kablet var tilbage i drift. Reparationen kostede 23 mio. kr. heraf betalte det skib, der havde forårsaget skaden, 19 mio. kr. i erstatning.
Hvis erstatningen betales via skibes forsikring, afhænger forsikringssummen bl.a. af skibets størrelse. Overstiger udgifterne erstatningsbeløbet fra en forsikringsdækning, betales resten af udgifterne af Energinet og dermed i sidste ende de danske elforbrugere.
Arbejdet er ikke færdigt endnu
Mens søkablet har været ude af drift, er Bornholm blevet forsynet af øens egen elproduktion.